Sagsfremstilling:
Med udgangspunkt i to sager.
Den første sag omhandlede, om et institut kunne medregne nutidsværdien af en ikke uvæsentlig "mer-leje" ved værdiansættelsen af en ejendom. Finanstilsynet fandt, at "mer-lejen" alene kunne tilskrives det store tilhørende parkeringsareal. Det tilhørende parkeringsareal kunne efter Finanstilsynets opfattelse ikke medregnes i værdiansættelsen, jf. værdiansættelsesbekendtgørelsen §§ 5-9. På denne baggrund fandt Finanstilsynet, at værdiansættelsen var for høj.
Den anden sag vedrørte, hvorvidt der ved værdiansættelse af en kontor- og forretningsejendom kan medtages en værdi af et særskilt grundareal, der udlejes til andre end lejere af lokaler i bygningen. I dette tilfælde var en mindre del af grunden udlejet til et benzinselskab, som havde etableret et tankanlæg på grunden. Instituttet havde ved værdiansættelsen medtaget den ikke uvæsentlige grundleje. Finanstilsynet fandt ikke, at grundarealet, kunne indgå i værdiansættelsen af ejendommen. Eventuel medtagelse af værdien af grundarealer var efter Finanstilsynets opfattelse udtømmende reguleret i værdiansætteæsesbekendtgørelsens § 9, stk. 4. På denne baggrund fandt Finanstilsynet, at værdiansættelsen var for høj.
Afgørelse/Begrundelse:
Ankenævnet fandt i den første sag, at såfremt Finanstilsynet ved fastlæggelsen af den faktiske leje for den pågældende kontor- og forretningsejendom alene medregner den del af lejeindtægten, som efter Finanstilsynets opfattelse kan henføres til ejendommens lokaler, vil rentabilitetsberegningen ikke afspejle ejendommes reelle markedsværdi, og en sådan fastsættelse vil efter Ankenævnets vurdering ikke være i overensstemmelse med bekendtgørelse om realkreditinstitutters værdiansættelse og låneudmåling § 1, stk. 2, og §§ 5-7. Ankenævnet gav i overensstemmelse hermed instituttet medhold.
Ankenævnet fandt i den anden sag, at idet værdiansættelsen af ejendomme efter værdiansættelsesbekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal foretages efter markedsværdien, jf. § 10 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., må bekendtgørelsens § 7 fortolkes således, at alle sikre lejeindtægter for ejendommen kan medtages ved rentabilitetsberegningen, uanset henvisningen til bekendtgørelsens § 8 som anvender udtrykket "lokaler". Ankenævnet gav i overensstemmelse med ovenstående instituttet medhold.