Til alle livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser
Hermed fremsendes Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 2001 om kontributionsprincippet.
Bekendtgørelsens udstedelse skal ses som led i den almindelige udvikling i retning af øget fokusering på og klargøring af pensionstagernes vilkår, herunder spørgsmålet om rimelighed og gennemsigtighed på pensionsområdet.
I rapporten fra Økonomiministeriets udvalg om den finansielle sektor efter år 2000, anføres specielt, at:
"Hvad angår reglerne for overskudsfordeling, anbefaler udvalget, at indsatsen på området intensiveres, herunder at der stilles krav om, at samtlige selskaber skal udarbejde konkrete retningslinjer for den tilstræbte egenkapitalforrentning i selskabet, samt at selskaberne offentliggør disse retningslinjer. Samtidig anbefaler udvalget, at der udarbejdes et mål for selskabernes egenkapitalforrentning i form af et nøgletal, således at forsikringstagerne kan se, hvor stor en egenkapitalforrentning, der maksimalt tilstræbes, og hvor stor egenkapitalforrentningen rent faktisk er år for år i selskaberne."
Arbejdet med at fastlægge egenkapitalforrentningsnøgletal påbegyndes i 2001, men vil ikke kunne afsluttes, førend at arbejdet med regelsættet omkring markedsværdiregnskaber er tilendebragt. Bekendtgørelsen kan i den forbindelse ses som et vigtigt led i at nedskrive de gældende regler for overskudsfordeling.
Der er med bekendtgørelsen ikke tilsigtet nogen ændringer i praksis på området. For så vidt angår tilfælde med negativt overskud, jf. § 6, hvor der ikke er megen præcedens, skal der med hensyn til tilsynets praksis henvises til Forsikringsrådets udtalelse af 30. august 1999 om garantiproblemet. Bekendtgørelsen skal således alene ses som en kodificering af praksis. I den forbindelse skal følgende forhold, der omtales i bekendtgørelsen, særlig fremhæves:
Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2, skal overskuddet fordeles rimeligt mellem ejerne og bestanden af bonusberettigede forsikringer. I § 4, stk. 2 og 3, anføres hensyn, der indgår i beregningen heraf. Omtalen af disse forhold udelukker ikke, at der i konkrete bestande også kan være andre forhold, der skal tages hensyn til, jf. § 4, stk. 1, sidste punktum.
Bekendtgørelsens § 5 vedrører beregningen af bonus til de enkelte forsikringer, men den regulerer ikke selve bonusanvendelsen. Bonusanvendelsen skal fortsat fremgå af forsikringsaftalerne, jf. § 4, nr. 7, i Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Det skal i den forbindelse anføres, at Finanstilsynet finder det væsentligt, at der ved tegning af bonusberettigede forsikringer informeres om anvendelsen af kontributionsprincippet og konsekvenserne heraf.
I bekendtgørelsens §§ 3 og 5 er betalingsstrømmene vedrørende forsikringsbestandens andel af det realiserede resultat beskrevet som gående gennem bonusudjævningshensættelserne. Denne fremstilling er valgt af pædagogiske årsager. Det skal præciseres, at dette ikke er til hinder for anvendelse af kontofremføringsteknik, og at der ikke er tale om bevægelser, der nødvendigvis skal bogføres. I årsregnskabet skal alene nettobevægelsen vedrørende bonusudjævningshensættelserne anføres som hidtil. I § 5, stk. 4, er det præciseret, at de faktiske bevægelser kan ske løbende.
Bekendtgørelsens § 5, stk. 2, omhandler bonusfordelingen til de enkelte forsikringer og omtaler, at "Fordelingen skal afspejle, hvorledes forsikringer med forskellige karakteristika har bidraget forskelligt til overskuddet." I § 6 omtales endvidere overskudsdannelsen hidrørende fra dele af forsikringsbestanden. Dette skal ikke opfattes som et krav om en regnskabsmæssig opdeling i delbestande, men det svarer til den gældende aktuarmæssige praksis med at opdele bestandene i forskellige bonusgrupper med forskellige bonussatser, der afhænger af forsikringernes karakteristika, som f.eks. forskellige omkostningsbonussatser for individuelle forsikringer henholdsvis kollektive pensionsordninger eller forskellige aldersafhængige risikobonussatser.
Idet der henvises til spørgsmålet om offentliggørelse af retningslinjer for egenkapitalforrentning skal Finanstilsynet anvende denne lejlighed til at præcisere, at anmeldelser af regler for beregning og fordeling af realiseret resultat skal indeholde såvel regler for beregning - dvs. spørgsmålet om egenkapitalforrentning - som regler for fordeling - dvs. bonus. Man skal derfor anmode de selskaber, der endnu ikke har indsendt fuldstændige regler herfor, om snarest at indsende sådanne regler.
For så vidt angår dækning af negativt overskud, jf. § 6, skal selskaberne i relevant omfang kunne sandsynliggøre, hvilke delbestande der har bidraget til bonusudjævningshensættelserne. Der kan i relation til niveauet herfor eksempelvist henvises til betragtningerne i Forsikringsrådets udtalelse af 30. august 1999 om garantiproblemet, hvori det anføres, at "forholdene i den aktuelle rentesituation er således, at forsikringerne med lav rentegaranti gennemsnitligt er kommet til i en periode med faldende rente og med stigende konkurrence på bonusrenterne. De tilstedeværende bonusudjævningshensættelser i selskaberne må derfor i stor udstrækning skønnes at hidrøre fra forsikringer med høj rentegaranti."