Betaling af afgifter til Finanstilsynet

Ændringer i grundlaget for afgiftsopkrævning fra 2025

Den 1. januar 2025 trådte en række ændringer i kraft i grundlaget for Finanstilsynets opkrævning af afgifter fra finansielle virksomheder.

Ændringerne vedrører de virksomheder, der opkræves efter § 360-361 i lov om finansiel virksomhed, og som fra 2025 vil blive opkrævet efter de nye regler. Virksomhederne skal derfor være opmærksomme på, at grundlaget for næste opkrævning, der forventes at finde sted ultimo året, kan afvige fra tidligere. På samme måde kan det være tilfældet, at opkrævningen sker med hjemmel i en anden bestemmelse end tidligere – f.eks. en anden paragraf eller et andet stykke.

Ændringerne, som er indarbejdet i kap. 22 i lov om finansiel virksomhed, er:

Kap. 22 i LBKG 1013/2024 er ændret ved lov 1666/2024 § 2, nr. 29-31.

  • I § 360, stk. 1, ændres »§§ 361-370« til: »§§ 361-368«.
  • I § 360, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.
  • I § 361, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »finansiel holdingvirksomhed«: », fondsmæglerholdingvirksomhed«.

Kap. 22 i LBKG 1013/2024 er ændret ved lov 1668/2024 § 12, nr. 14-16.

  • I § 361, stk. 5, udgår »finansielle rådgivere,«
  • 361, stk. 5, nr. 1, 2. pkt., ophæves.
  • 361, stk. 5, nr. 2, ophæves. Nr. 3 bliver herefter nr. 2.

Vi anbefaler, at virksomhederne sætter sig ind i de relevante lovændringer for at kunne forholde sig til eventuelle ændringer i deres opkrævningsgrundlag.

Vi forventer ikke, at afgiftsbeløbet vil blive påvirket væsentligt – dog med det forbehold, at det først kan endeligt bekræftes, når vi har færdigberegnet afgifterne. Opkrævning af afgifter sker på baggrund af den til enhver tid gældende lovgivning. Eventuelle justeringer af afgifterne vil derfor først blive indarbejdet, når vi har haft mulighed for at behandle det fulde datagrundlag og al nødvendig dokumentation.

Spørgsmål kan rettes til afgift@FTNET.DK

Virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet, betaler via afgifter for omkostningerne til Finanstilsynets tilsynsarbejde og drift. Finanstilsynet opkræver afgifterne med udgangen af hvert år. Virksomhederne modtager i december fakturaer, som dækker afgiften for at have været under tilsyn i løbet af året.

Finanstilsynets samlede bevilling bliver vedtaget en gang årligt i forbindelse med finansloven, hvor Finanstilsynet står under § 08.23.01.

Opkrævning af afgiften for 2025 forventes udsendt den 11. december 2025.

Hvem betaler hvad?

Fordelingen af afgifter mellem de forskellige typer virksomheder er reguleret i lov om finansiel virksomhed kapitel 22 - Afgifter. En række virksomhedstyper betaler en fast afgift, mens andre betaler en forholdsmæssig afgift på grundlag af virksomhedens størrelse, omkostninger, provisioner, vederlag mv.

Fast afgift

Virksomheder, der betaler fast afgift, omfatter bl.a. genforsikringsmæglerselskaber, investeringsrådgivere, værdipapirhandlere og finansielle holdingvirksomheder.

Når en virksomhed anmoder om at få et prospekt godkendt af Finanstilsynet medfører det også en fast afgift.

I lov om finansiel virksomhed § 361 kan du se alle de faste afgifter, som Finanstilsynet opkræver. De faste afgifter har grundbeløb angivet i 2016-niveau. Beløbene bliver reguleret årligt - svarende til udviklingen i Finanstilsynets bevilling på finansloven.

I tabellen kan du se udviklingen i Finanstilsynets bevilling siden 2016.

År  Bevilling (mio. kr.) Indeks
2016 302,0 100,0
2017 336,7 111,5
2018 348,8 115,5
2019 404,5 133,94
2020 404,8 134,04
2021 414,9 137,38
2022 425,3 140,83
2023 468,6 155,17
2024 514,7 170,43

Forholdsmæssig afgift

Virksomhedstyper, der betaler en forholdsmæssig afgift, omfatter bl.a. penge- og realkreditinstitutter, forsikrings- og pensionsselskaber, investeringsforeninger og forsikringsmæglerselskaber. Alle virksomhedstyper, der betaler en forholdsmæssig afgift, fremgår af §§ 362–367 i lov om finansiel virksomhed.

Ofte stillede spørgsmål om afgifter

De faste afgiftsbeløb i loven er grundbeløb på 2016-niveau. Beløbene reguleres årligt, så den følger Finanstilsynets bevilling på finansloven på det aktuelle tidspunkt. Derfor er beløbet på opkrævningen højere end det som står i lovens § 361, stk. 1-10.

Ja, virksomheden er fuld afgiftspligtig, selvom den kun har været under tilsyn en del af året. Det fremgår af lovens § 368, stk. 2.

Ja, virksomheden er fuld afgiftspligtig, selvom den kun har været under tilsyn en del af året. Det fremgår af lovens § 368, stk. 2.

Hvis virksomheden har aktiviteter, der er omfattet af flere paragraffer i loven, er der udsendt særskilt faktura for hver paragraf.

Hvis der stadig ikke er betalt efter endt rykkerprocedure, vil kravet blive overdraget til SKAT.
Senest opdateret 24-09-2025

Finanstilsynets bankoplysninger

Danske Bank

Reg.nr. 0216, kontonr. 4069055877
Swiftkode: DABADKKK
IBAN.nr. DK3002164069055877

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til din virksomheds afgift, kan du skrive til:

afgift@ftnet.dk