I disclosureforordningen (SFDR) er der fastsat regler om, at visse finansielle virksomheder skal offentliggøre en erklæring om, hvorvidt de på virksomhedsniveau tager hensyn til investeringernes negative påvirkning af bæredygtighedsforhold – også kaldet en PAI-erklæring. Som en del af disse oplysninger skal erklæringen indeholde oplysninger om overholdelse af de internationale standarder, som virksomhederne henviser til.
Undersøgelsens konklusion
Finanstilsynet vurderer, at virksomhederne i undersøgelsen generelt har tilstrækkelige metoder og processer til at understøtte arbejdet med internationale standarder. Arbejdet omfatter bl.a. indsatsen med at identificere, vurdere og håndtere brud på standarderne.
Vurderingen beror på, at de fleste virksomheder bl.a. bruger ESG-data og eksterne dataleverandører til løbende at holde øje med, om selskaber i porteføljen bryder med standarderne. Virksomhederne anvender aktivt ejerskab som et centralt redskab til at håndtere brud, der i yderste tilfælde også kan føre til frasalg af den pågældende investering.
Krav om erklæring er ikke med i SFDR 2.0
EU-Kommissionen præsenterede den 20. november 2025 et udkast til revision af SFDR. Udkastet indeholder bl.a. et forslag om at fjerne kravet om en PAI-erklæring, hvilket Rådet og EU-Parlamentet har erklæret sig enige i.
Vedtages reglerne i den foreslåede form, betyder det, at der ikke fremover vil være krav om, at virksomhederne skal redegøre for, hvordan de på virksomhedsniveau understøtter internationale standarder.
Virksomheder, der fortsat vælger at oplyse om deres overholdelse af internationale standarder, f.eks. i markedsføringsmateriale, vil dog stadig skulle sikre, at oplysningerne er retvisende. Virksomhederne i undersøgelsen oplyser, at et bortfald af kravene ikke vil ændre deres investeringspraksis i forhold til internationale standarder, men alene omfanget eller formen af deres eksterne rapportering.