Pressemeddelelse

Rapport om tilsynsindsatser i 2025

25-03-2026

I 2025 igangsatte Finanstilsynet 121 inspektioner og gav 569 tilsynsreaktioner, primært påbud. Året var derudover præget af Danmarks EU-formandskab og et højt antal af færdigbehandlede sager. Rapporten om årets tilsynsindsatser samler hovedpunkterne fra tilsynsarbejdet, bl.a. temaundersøgelser, analyser, lov- og vejledningsarbejde.

Det danske EU-formandskab i andet halvår af 2025 betød, at Finanstilsynet planlagde færre inspektioner end normalt. I 2026 forventes aktivitetsniveauet at stige igen. Til gengæld blev der behandlet flere sager end året før, og 98,5 pct. af sagerne med lovpligtig frist blev afsluttet rettidigt. Samtidig blev en væsentligt større andel af inspektionerne gennemført indenfor den fastsatte tidsfrist på otte måneder end året før.

"2025 var et særdeles travlt år for Finanstilsynet, ikke mindst på grund af det danske EU-formandskab, hvor vi bidrog væsentligt til stærke resultater på det finansielle område. Særligt derfor er det tilfredsstillende, at vi samtidig gennemførte 121 inspektioner, færdigbehandlede 14.700 sager og levede op til vores ambitioner om rettidighed," siger Finanstilsynets direktør Louise Mogensen.

Inspektionerne udgør en central del af Finanstilsynets arbejde og omfatter både ordinære inspektioner, hvor alle væsentlige risikoområder undersøges, og tematiske eller funktionsbaserede inspektioner med fokus på udvalgte områder. Rapporten dækker både det traditionelle tilsyn med kreditinstitutter, pensions- og forsikringsselskaber samt kapitalmarkedet og tilsynet med tværgående risikoområder som IT, fintech, hvidvask, bæredygtighed og forbruger- og investorbeskyttelse.

Udover inspektioner udførte Finanstilsynet i 2025 lovgivningsarbejde, gennemførte temaundersøgelser og udarbejdede en række vejledninger, rapporter og analyser. Finanstilsynet behandlede desuden en lang række sager, bl.a.  godkendelser til f.eks. fusioner, tilladelser til f.eks. kapitalindfrielser samt aktindsigter. Nogle af disse sager har en lovpligtig frist, andre en frist, som er defineret af Finanstilsynet.

Hovedtal for 2025

·         121 inspektioner blev igangsat (183 i 2024).

·         569 tilsynsreaktioner blev givet, primært påbud (721 i 2024).

·         155 inspektioner blev afsluttet (210 i 2024).

·         88 pct. af inspektionerne blev gennemført inden for målsætningen på otte måneder (75 pct. i 2024).

·         5.463 sager med lovpligtig frist blev færdigbehandlet (4.663 i 2024), og 14.697 sager i alt blev færdigbehandlet (12.9327 i 2024).

·         98,5 af sager med lovpligtig frist blev afsluttet indenfor tidsfristen (98,6 pct. i 2024).

 

Læs den fulde rapport om tilsynsindsatser i 2025

Samtidig med tilsynsrapporten udgiver Finanstilsynet sin årsrapport, som indeholder beretning, resultater og regnskab for 2025.

Læs Finanstilsynets årsrapport for 2025

Pressekontakt

Me Christensen
Kommunikationschef