Pressemeddelelse

Geopolitik og cybertrusler bekymrer fortsat de finansielle virksomheder

27-03-2026

De finansielle virksomheder er fortsat mest bekymrede for cybertrusler og internationale forhold. Samtidig har de stadig stor tillid til, at det finansielle system er robust. Det viser Finanstilsynets årlige undersøgelse af virksomhedernes syn på aktuelle risici.

Finanstilsynets spørgeskemaundersøgelse 2026 blandt danske finansielle virksomheder viser, at virksomhederne vurderer cybertrusler og geopolitiske forhold som de mest betydningsfulde risici for den finansielle stabilitet i Danmark. Det er på linje med vurderingen fra de seneste års undersøgelser – blot med den forskel, at geopolitiske forhold for første gang er på niveau med cybertrusler. Samtidig vurderer virksomhederne, at cybertrusler og geopolitiske hændelser har størst sandsynlighed for at materialisere sig og vil være vanskeligst at håndtere.

”Virksomhederne oplever, at cyberangreb og geopolitiske spændinger i stigende grad hænger sammen. Cyberangreb bruges som våben i internationale konflikter, og virksomhederne angiver, at afhængighed af udenlandske IT-leverandører øger sårbarheden,” siger Niki Saabye, chef for Finanstilsynets Økonomiske Sekretariat.

Undersøgelsen viser desuden, at knapt halvdelen af virksomhederne vurderer, at risikoen for et negativt stød til det finansielle system på kort sigt er steget det seneste halve år. På længere sigt vurderer lidt flere end hver tredje, at risikoen er steget. Ingen vurderer, at den er faldet.

Trods de øgede risici er tilliden til det danske finansielle system fortsat høj. Virksomhederne angiver generelt, at de har høj eller særlig høj tillid til, at systemet forbliver stabilt de kommende tre år.

”Det er positivt, at tilliden til systemets robusthed er intakt, selvom virksomhederne oplever usikkerhed. Det vidner om, at det danske finansielle system står stærkt – men også at der er behov for fortsat fokus på risikostyring, ikke mindst på IT-området. Det fokus gælder også for os som tilsynsmyndighed,” siger Niki Saabye.

30 virksomheder har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i februar 2026.

Læs hele undersøgelse her.

Læs spørgeskemaet her.

Kontakt

Niki Saabye
Kontorchef for Økonomisk Sekretariat