Finanstilsynets tilsyn med skadesforsikringsselskaber skal ske ud fra en risikobaseret tilgang under hensyntagen til beskyttelsen af forsikringstagernes interesser, tilliden til forsikringsselskaberne og den finansielle stabilitet, hvor der lægges vægt på holdbarheden af forretningsmodellerne. Finanstilsynet gennemførte i 2025 inspektioner af, hvordan de største danske pengeinstitutter identificerer, analyserer og styrer kreditrisici relateret til miljø, klima, sociale forhold og ledelse (ESG-forhold).
Området er væsentligt, fordi ESG-forhold kan føre til øget risiko for tab, hvis de ikke identificeres og håndteres systematisk.
Reglerne for håndtering af kreditrisici relateret til ESG fremgår af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (ledelsesbekendtgørelsen) og lov om finansiel virksomhed. Hertil kommer retningslinjerne om styring af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige risici (ESG-risici) fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA).
Redegørelserne for de enkelte inspektioner er offentliggjort her.
Vi har desuden samlet de overordnede observationer fra inspektionerne i en rapport, som også kan være relevant for andre institutters arbejde med området.
Rapporten behandler krav fra ledelsesbekendtgørelsen og Finanstilsynets praksis på de områder, hvor inspektionerne viste behov for forbedring:
- Identifikation af væsentlige kreditrisici relateret til ESG skal omfatte både fysiske risici (f.eks. ekstreme vejrforhold) og omstillingsrisici (f.eks. ændret lovgivning), tilpasset kundens branche og kreditværdighed. Kunder, hvor ESG-forhold kan have væsentlig betydning for kreditrisikoen, skal analyseres nærmere. For de mange kunder, hvor det er klart, at ESG-forhold ikke har væsentlig betydning for kreditrisikoen, er analyser af betydningen af ESG-forhold derimod ikke relevante.
- Porteføljeanalyser skal omfatte konsekvensvurderinger af scenarier, der ikke er milde, og valg af scenarier skal forankres i ledelsen.
- Kreditrisici relateret til ESG skal integreres i kreditpolitik og forretningsgange. Det indebærer krav til analyser og indsamling af relevante ESG-data. Der er i praksis god sammenhæng mellem rapportering i henhold til den frivillige standard for bæredygtighedsrapportering, VSME, og identifikationen af kreditrisici relateret til ESG.
- Ved kreditvurderingen af enkeltkunder skal kreditrisici relateret til ESG adskilles fra bredere bæredygtighedselementer, og fokus skal være på de forhold, som har betydning for kreditrisikoen. Instituttet skal analysere de kundeforhold, hvor der er identificeret væsentlige kreditrisici relateret til ESG. Det er derimod ikke relevant at bruge kræfter på ESG-forhold, der ikke har betydning for kundens kreditværdighed og dermed instituttets tabsrisiko.
- Identificerede væsentlige kreditrisici relateret til ESG skal drøftes med de relevante kunder for at skabe fælles forståelse og grundlag for kreditbeslutninger.
- Relevante medarbejdere skal kunne identificere, analysere og formidle kreditrisici relateret til ESG. Det kan styrkes ved målrettet intern uddannelse.
- Institutterne skal have effektive kontroller i første og anden forsvarslinje, der sikrer kvalitet og operationel implementering af ESG-risikovurderinger.