Jon Hasling Kyed kommer fra en stilling som vicekontorchef i Finanstilsynets kontor for IT-sikkerhed og cyberrisici og har tidligere bl.a. været vicekontorchef i kontoret for betalinger og finansiel teknologi. I sin tid i Finanstilsynet har Jon beskæftiget sig med hvidvask, innovation og iværksætteri i den finansielle sektor samt tilsyn med betalingsområdet. Jon har været ansat i Finanstilsynet siden 2015.
Tidligere har han arbejdet i Nationalbanken fra 2012 - 2015 med opgaver inden for finansiel stabilitet, primært vedrørende finansiel infrastruktur.
Rigmor Ansdal, vicedirektør for tilsynet med finansiel kriminalitet og teknologi udtaler: ”Leasingområdet har længe været en smutvej for kriminelle, der vil lave hvidvask og anden finansiel kriminalitet. Derfor glæder det mig utroligt meget, at Finanstilsynet med Jon får en kontorchef, der har en solid og bred tilsynserfaring og kompetencerne til at opbygge tilsynet med den nye tilladelsesordning.”
Fakta om kontoret for tilsyn med leasing og anden finansieringsvirksomhed
Kontoret er ansvarligt for at give tilladelse til og føre tilsyn med:
- Udbydere af leasing af motorkøretøjer
- Forbrugslånsvirksomheder
- Crowdfundingtjenester
- Kreditservicevirksomheder
Kontoret er også ansvarlig for registrering af kreditformidlere.
Kontorets tilsynsopgaver omfatter bl.a. løbende overvågning, indberetninger, behandling af ansøgninger, forespørgsler samt undersøgelser og inspektioner hos virksomhederne.
Udover tilsynet med de nævnte virksomheder har kontoret lovansvar for lov om visse udbydere af leasing af motorkøretøjer, lov om forbrugslånsvirksomheder og registrering af kreditformidlere samt lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere mv.
Lovforslaget, der implementerer den kommende tilladelsesordning for visse udbydere af leasing af motorkøretøjer, forventes færdigbehandlet i Folketinget i foråret 2026 og forventes at træde i kraft den 1. januar 2027.