Vi modtager for øjeblikket mange henvendelser fra finansielle virksomheder, der spørger om, hvordan de skal indberette årsrapporten og øvrige regnskabs- og revisionsdokumenter. I denne sektornyhed får du et overblik over, hvad du skal gøre som enten unoteret eller børsnoteret finansiel virksomhed.
Du kan se, om din virksomhedstype er omfattet af krav til indberetning af årsrapporten her.
Indberetning af bestyrelsesgodkendte årsrapporter og tilhørende dokumenter
Er din virksomhed unoteret?
Fra 1. januar 2026 skal du indberette følgende dokumenter via den digitale blanket ”Indberet bestyrelsesgodkendt årsrapporter og andre regnskabsdokumenter” på virk.dk:
- Bestyrelsesgodkendte årsrapporter
- Revisionsprotokollater (interne og eksterne)
- § 8-erklæringer for værdipapirhandlere
- Aktuarrapporter
- Andre relevante regnskabs- og revisionsdokumenter
Sådan gør du:
- Log ind på virk.dk med MitID og vælg den relevante blanket.
- Upload de nødvendige dokumenter.
- Du modtager en kvittering, når indberetningen er gennemført.
Er din virksomhed børsnoteret (med værdipapirer optaget til handel på reguleret marked i EU/EØS)?
· Du skal indberette den bestyrelsesgodkendte årsrapport via Finanstilsynets OAM.
· Du skal fortsat indberette de øvrige regnskabs- og revisionsdokumenter via den digitale blanket ”Indberet bestyrelsesgodkendt årsrapporter og andre regnskabsdokumenter” på virk.dk, som nævnt ovenfor.
Sådan gør du:
- Log på med MitID og indberet årsrapporten via OAM-løsningen. Når du er logget ind, skal du i vinduet ’Indberet selskabsmeddelelse’ klikke på ’Udsteder’. Når du har indtastet stamdata, kan du på siden ’Meddelelse’ vælge dokumenttypen ’Årsrapport’.
- Indberet de øvrige dokumenter via virk.dk ved at logge ind med MitID, vælge den relevante blanket og uploade dokumenterne.
- Du modtager en kvittering, når indberetningen er gennemført.
Har du tekniske problemer vedrørende indberetninger til Finanstilsynets OAM, kan du skrive til oamdrift@ftnet.dk.
Indberetning af generalforsamlingsgodkendte årsrapporter
Du skal indberette generalforsamlings- eller repræsentantskabsgodkendte årsrapporter via Erhvervsstyrelsens digitale blanket ”Regnskab Special” på virk.dk. Det skal du gøre umiddelbart efter, at virksomhedens årsrapport er godkendt på generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet. Det gælder for alle virksomheder, som er omfattet af krav om indberetning til Erhvervsstyrelsen, jf. § 1, stk. 1 i indberetningsbekendtgørelsen[1].
Vær opmærksom på, at årsrapporten skal indberettes i det filformat, der gælder for din virksomhed. Du kan læse nærmere om disse formatkrav i vejledningen her.
Sådan gør du:
- Log ind på virk.dk og vælg ”Regnskab Special”.
- Vælg ”Indberetning for finansielle virksomheder” og upload din årsrapport som PDF, ZIP-fil eller iXBRL.
- Indberetningen offentliggøres i CVR-registret, og du modtager en kvittering.
Vigtigt:
Indberetningen skal ske via indgangen ”Indberetning for finansielle virksomheder”. Andre indgange i blanketten Regnskab Special bliver automatisk blokeret, hvis du prøver at indberette årsrapporten her.
[1] Bekendtgørelse om indberetning til og offentliggørelse af årsrapporter m.v. i Erhvervsstyrelsen for virksomheder omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder m.v. (BEK nr. 917 af 27/06/2025)