Ministerrådet og Europa-Parlamentet har endeligt vedtaget den første Omnibuspakke om bæredygtighed. Pakken medfører ændringer til bæredygtighedsrapportering (CSRD) og due diligence (CSDDD). Med vedtagelsen af Omnibus I-forenklingspakken reduceres anvendelsesområdet for CSRD. Det betyder, at en række danske virksomheder fra regnskabsåret 2027 ikke længere vil være omfattet af krav om at udarbejde en bæredygtighedsrapportering.
Derfor har Finanstilsynet i dag udstedt to ændringsbekendtgørelser til regnskabsbekendtgørelserne for hhv. kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl. og forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Her udskydes kravet om bæredygtighedsrapportering for de virksomheder, som indtil nu har været omfattet af kravet, men som vil falde udenfor CSRD’s anvendelsesområdet, i regnskabsårene 2025 og 2026. Det betyder i praksis, at disse virksomheder ikke skal udarbejde en bæredygtighedsrapportering.
Finanstilsynet er samtidig i gang med at udarbejde nye regnskabsbekendtgørelser, hvori Omnibus I-forenklingspakken bliver implementeret. Fra regnskabsåret 2027 vil kun finansielle virksomheder med flere end 1.000 ansatte og en nettoomsætning over 450 millioner EUR være omfattet af kravet om bæredygtighedsrapportering.
Gå til bekendtgørelsen for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.
Gå til bekendtgørelsen for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser
Se, hvad den endelige aftale indebærer
Finanstilsynet vil løbende opdatere vejledningen, så den afspejler de gældende regler for bæredygtighedsrapporteringen og ændringerne i regnskabsdirektiverne.