Pressemeddelelse

Forvaltere skal styrke kontrollen med investordokumenter

13-08-2026

Forvaltere af investeringsfonde har ikke altid tilstrækkelige procedurer til at sikre, at deres investordokumenter er nøjagtige, klare og ikke vildledende. Det viser en undersøgelse af, hvordan forvaltere af investeringsfonde udarbejder og kontrollerer dokumenter med væsentlig information til investorer (PRIIP KID). Utilstrækkelige procedurer øger bl.a. risikoen for misvisende oplysninger om afkastforventninger og risici.

Et PRIIP KID er et kort dokument, som skal informere detail- og semiprofessionelle investorer om centrale karakteristika ved et produkt, så investorerne kan træffe en velinformeret investeringsbeslutning. Centrale karakteristika er bl.a. produktets strategi, relevante risici, forventede afkast og omkostninger forbundet med en investering.

Finanstilsynet har undersøgt, hvordan to investeringsforvaltningsselskaber og to forvaltere af alternative investeringer efterlever bestemmelserne for PRIIP KID. Undersøgelsen viste bl.a., at selskaberne ikke altid gav retvisende oplysninger om produkternes forventede afkast og omkostninger.

Det er vigtigt, at investorerne kan stole på de oplysninger, de får om en fond, så de kan sammenligne fonde og træffe en investeringsbeslutning på et retvisende grundlag”, siger Henrik Brarup Damgaard, underdirektør for investorbeskyttelse i Finanstilsynet.

Undersøgelsen viste også, at flere selskaber ikke havde tilstrækkelige procedurer til at kontrollere for væsentlige ændringer i produkterne og på den baggrund opdatere og offentliggøre seneste PRIIP KID, så oplysningerne altid er korrekte.

Selskaberne skal have procedurer, der sikrer, at oplysningerne i PRIIP KID er opdaterede. Der kan opstå forandringer i markedet, som ændrer produkters risici, omkostninger og forventede afkast markant. Her er det vigtigt, at oplysninger om afkastforventninger, risici og omkostninger opdateres”, siger Henrik Brarup Damgaard.

Læs de fire inspektionsredegørelse fra temainspektionen:

På baggrund af undersøgelsen har Finanstilsynet opdateret sin spørgsmål & svar om PRIIP KID, som belyser de områder, hvor selskaberne skal være særligt opmærksomme, eller hvor der er størst usikkerhed om kravene:

Se spørgsmål & svar om PRIIP KID

Kontakt

Morten Holm Steinvig
Presseansvarlig