God praksis for styring af ESG-relaterede risici i kreditinstitutter

22-09-2025

Miljø- og klimamæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG) betyder stadigt mere for kreditinstitutternes risikostyring. I januar 2026 træder retningslinjer for området fra Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) i kraft. Finanstilsynet har gennem undersøgelser og det løbende tilsynsarbejde samlet observationer af god praksis for institutternes arbejde med at indrette styringen af ESG-relaterede risici. Observationerne er nu offentliggjort i et notat, som institutterne kan lade sig inspirere af.

Finanstilsynet undersøgte i fjerde kvartal 2024 styringen af ESG-relaterede risici i store danske penge- og realkreditinstitutter. Undersøgelserne havde fokus på institutternes aktuelle aktiviteter på området og deres planer for at sikre efterlevelse af EBA’ retningslinjer for området (EBA/GL/2025/01), som træder i kraft i januar 2026. Finanstilsynet var efterfølgende i dialog om styringen med både de undersøgte institutter og andre institutter. På baggrund af undersøgelserne deler Finanstilsynet her nogle observationer og erfaringer, som kreditinstitutter bør tage i betragtning i deres arbejde med at indrette styringen af ESG-relaterede risici, så de er i overensstemmelse med retningslinjerne.

Institutterne bør ikke mindst øge indsatsen for at indarbejde ESG-mæssige forhold i deres eksisterende risikostyring, herunder:

  • afdække tendenser i omverdenen, som medfører nye risici og risici i fremvækst
  • identificere, vurdere og styre risici på kort, mellemlang og lang sigt
  • identificere og indsamle relevante data
  • etablere en plan for eventuel omstilling af risikotagning og risikoprofil
  • etablere en sammenhængende og proportionel tilgang, hvor metoder løbende forbedres.

Institutternes politikker skal indeholde retningslinjer for de risici, der udspringer af miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold, i henhold til bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. (ledelsesbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1103 af 30. juni 2022 med senere ændringer).

Læs hele notatet

Kontakt

Klaus Søndergaard
Chefkonsulent