Indberetning af oplysninger ifølge straksbetalingsforordningen er udskudt til april 2026

05-03-2025

Udbydere af betalingstjenester, som foretager kreditoverførsler og strakskreditoverførsler i euro, skal indberette en række oplysninger til Finanstilsynet. Datoen for indberetning er udskudt fra den 9. april 2025 til den 9. april 2026.

EU offentliggjorde den 19. marts 2024 straksbetalingsforordningen (forordning 2024/886). Den medfører bl.a., at udbydere af betalingstjenester, som foretager kreditoverførsler og strakskreditoverførsler i euro, skal indberette en række oplysninger til Finanstilsynet. Datoen for den første indberetning er i forordningen sat til den 9. april 2025.

For at fastlægge en ensartet indberetning har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) udarbejdet et udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som blev offentliggjort den 4. februar 2025. Heri anbefaler EBA, at Finanstilsynet og andre nationale kompetente myndigheder nedprioriterer indhentningen af disse oplysninger indtil den 9. april 2026 for at sikre, at der kan ske en ensrettet indberetning på tværs af EU.

Finanstilsynet agter at følge anbefalingen fra EBA. Vi forventer derfor, at de omfattede institutter venter med at indberette oplysninger til den 9. april 2026.

Vi følger udviklingen af de gennemførselsmæssige tekniske standarder tæt. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at skrive til fintech@ftnet.dk

EBA’s pressemeddelelse