Pensionskasser skal holde bedre øje med gamle produkter

08-05-2025

Pensionsselskaber skal sørge for løbende at holde øje med alle deres produkter, inklusive gamle produkter, der ikke er omfattet af reglerne for produkttilsyn og -styring.

Finanstilsynet har de seneste år haft stort fokus på, at pensionsselskaberne tester og overvåger deres produkter efter reglerne for produkttilsyn og -styring (POG). POG-reglerne trådte i kraft i 2018 og omfatter produkter, der er udviklet eller væsentligt ændret siden 2018.

Mange pensionsprodukter er imidlertid udbudt før 2018. Hvis de ikke blevet ændret væsentligt siden da, er de derfor ikke omfattet af POG-reglerne. Men ifølge reglerne om god skik skal selskaberne alligevel holde øje med dem.

”Hvis et produkt ikke er blevet ændret væsentligt de sidste syv år, har det måske bare fået lov at leve videre, uden at pensionsselskaberne har forholdt sig aktivt til dem,” siger Ulla Brøns Petersen. ”Men virksomhederne har en forpligtelse til løbende at sikre, at alle deres produkter er tidssvarende og giver gode resultater for kunderne. Det følger af reglerne om god skik.”

Denne forpligtelse har Finanstilsynet flere gange pointeret og giver nu for første gang en pensionskasse et direkte påbud om at holde bedre øje med sine gamle produkter efter reglerne om god skik og sikre at de lever op til kundernes behov.

Finanstilsynet giver samtidig pensionskassen påbud om at forbedre dens produkttilsyn og -styring i forhold til en række produkter, som er blevet udbudt efter 2018.

Læs redegørelsen fra Finanstilsynets undersøgelse af AkademikerPension

Kontakt

Ulla Brøns Petersen
Kontorchef