I det halvårlige risikobillede gennemgår Finanstilsynet de mest markante risici, som det finansielle system lige nu står overfor.
”Risiciene er stort set de samme, som vi så i december 2024, men risikobilledet er forværret af handelskrigen og den geopolitiske udvikling, og usikkerheden er historisk høj,” siger kontorchef Niki Saabye fra Finanstilsynets økonomiske sekretariat.
Finanstilsynet fører et risikobaseret tilsyn og prioriterer sine ressourcer til de områder, hvor der er højest risiko. Det halvårlige risikobillede baserer sig på observationer fra inspektioner, resultater af analyser, whistleblowerhenvendelser, input fra internationale kollegaer og fora mv. Det har bl.a. til formål at understøtte prioriteringen af tilsynsindsatser.
”Både prioriteringen af vores løbende tilsyn og iværksættelsen af en række supplerende indsatser tager afsæt i risikobilledet. Det gælder både indsatser med fokus på, at den finansielle sektor forbliver robust og modstandsdygtig, og indsatser med fokus på, at sektoren er ordentlig og lever op til de krav, der er i lovgivningen om bl.a. forbrugerbeskyttelse og bekæmpelse af hvidvask,” fortsætter Niki Saabye.
Læs om systemiske risici, risikoscenarier og prioriterede tilsynsindsatser i Finanstilsynets aktuelle risikobillede.