Udbydere af finansielle produkter opgør bæredygtighed forskelligt

01-07-2025

Hvornår er en investering bæredygtig? I en ny rapport samler Finanstilsynet sine observationer fra en række undersøgelser af, hvordan forvaltere og pensionsselskaber afgør, om en investering kan klassificeres som bæredygtig.

Udbydere af finansielle produkter skal oplyse, hvor stor en andel af investeringerne i produktet, som er ”bæredygtige investeringer”. Visse produkttyper skal desuden leve op til krav om udelukkende at indeholde bæredygtige investeringer.

I praksis er der dog meget stor forskel på, hvordan udbyderne opgør bæredygtighed – f.eks. hvordan det sikres, at en bæredygtig investering ikke gør væsentlig skade på miljømæssige eller sociale forhold. Det viser en række undersøgelser, som Finanstilsynet har gennemført de seneste år.

"Hvis investorer skal blive ved med at have tillid til virksomhedernes oplysninger om bæredygtighed, er det vigtigt at udbydere af finansielle produkter anvender en robust metode til at opgøre, hvad der er bæredygtigt. Ellers risikerer man at vildlede investorerne", fortæller Henrik Brarup Damgaard, som er chef for kontoret for tilsyn med ESG i Finanstilsynet.

Rapporten gengiver nogle af observationerne fra undersøgelserne. Den beskriver desuden de væsentligste krav på området og Finanstilsynets forventninger til virksomhederne.  

EU-Kommissionens ”Omnibus-forslag”, der blev fremsat den 26. februar 2025, har til formål at forenkle kravene til virksomhedernes rapportering om ESG-forhold. Finanstilsynet forventer desuden, at EU-Kommissionen fremsætter et forslag om revidering af disclosureforordningen ”SFDR”, som i dag fastsætter kriterierne for bæredygtige investeringer i finansielle produkter.

"Vi er opmærksomme på EU-dagsordenen, som kører aktuelt, og vi følger udviklingen nøje. Det kan dog tage tid før eventuelle kommende ændringer til SFDR finder anvendelse, og rapporten skal derfor også ses i lyset af den gældende regulering," forklarer Henrik Brarup Damgaard.

Rapporten kan findes her.

Engelsk version kan findes her.