Aktivbaserede tokens og e-pengetokens, der ikke efterlever MiCA, må ikke længere udbydes

05-02-2025

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Kommission offentliggjorde den 17. januar 2025 en vejledning om håndteringen af aktivbaserede tokens (ART) og e-pengetokens (EMT), der ikke efterlever MiCA-forordningen (2023/1114). Vejledningen er rettet til de kompetente myndigheder i medlemsstaterne og udbydere af kryptoaktivtjenester (CASP) i EU.

Kommissionen gør i sin fortolkning af MiCA opmærksom på, at ART’er og EMT’er udstedt af tredjelandsvirksomheder uden tilladelse i EU, ikke må udbydes til offentligheden eller optagets til handel af CASP’er i EU.

ESMA forventer, at CASP’er i EU ophører med at udbyde disse tokens senest ved udgangen af januar 2025. For at sikre en stabil overgang må CASP’er indtil udgangen af første kvartal 2025 fortsætte med at modtage ART’er og EMT’er, der ikke efterlever MiCA, fra deres kunder, hvis kunden ønsker at afhænde de pågældende ART’er og EMT’er.

Er du i tvivl om, hvordan dette vil berøre dig eller din virksomhed, kan du henvende dig til Finanstilsynet via fintech@ftnet.dk.

Læs ESMA’s pressemeddelelse