Pressemeddelelse

Nets udpeget som operatør af finansiel digital infrastruktur

17-12-2025

Finanstilsynet har udpeget Nets som operatør af finansiel digital infrastruktur. Udpegningen betyder, at Nets skal leve op til øgede krav om cybersikkerhed og beredskab.

En operatør af finansiel digital infrastruktur er en virksomhed, der driver centrale IT-systemer og netværk, som er afgørende for, at betalinger og andre finansielle transaktioner kan gennemføres sikkert og effektivt i samfundet. Disse virksomheder udgør rygraden i den digitale finansielle infrastruktur og er derfor kritiske for den finansielle stabilitet og for det grundlæggende samfunds funktioner som f.eks. betalinger.

Med udpegningen som operatør af kritisk finansiel digital infrastruktur skal Nets leve op til øgede krav om digital operationel modstandsdygtighed, cybersikkerhed og hændelsesrapportering. Finanstilsynet vil fremover føre IT-tilsyn med hele Nets’ virksomhed. Tidligere førte Finanstilsynet alene IT-tilsyn med de aktiviteter i Nets, der var omfattet af virksomhedens tilladelse som betalingsinstitut. Udpegningen af Nets har virkning fra den 1. januar 2026, og forpligtelserne som følge af udpegningen er endeligt indfaset den 1. juli 2026.

”Nets er en central aktør i Danmarks finansielle infrastruktur og skal derfor kunne modstå og håndtere IT-nedbrud og cybertrusler til gavn for samfundet og den finansielle stabilitet. Det er baggrunden for udpegningen,” siger vicedirektør Mette Tams Kitaj. ”Vi igangsatte processen inden Nets’ nedbrud i juli 2025, og der er derfor ingen direkte sammenhæng mellem processen og nedbruddet, men sommerens hændelse understreger vigtigheden af, at Nets nu er udpeget som operatør af finansiel digital infrastruktur.”

Med udpegningen af Nets er syv virksomheder i Danmark udpeget som operatører af finansiel digital infrastruktur. Finanstilsynet undersøger løbende, om der er flere virksomheder, der opfylder betingelserne for at blive udpeget, og listen kan derfor blive udvidet.

Den opdaterede liste ser således ud:

  • BEC Financial Technologies A.M.B.A.
  • e-nettet A/S
  • Foreningen Bankdata
  • JN Data A/S
  • Mastercard Payment Services Denmark A/S
  • Netcompany Banking Services A/S
  • Nets Danmark A/S

Læs mere om operatører

Liste over operatører af finansiel digital infrastruktur

Kontakt

Morten Holm Steinvig
Presseansvarlig