Danske resultater af EU-stresstesten 2025

01-08-2025

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har i dag offentliggjort resultaterne af den fælleseuropæiske stresstest af banksektorens robusthed. Resultaterne viser betydelige fald i kapitalprocenterne for de deltagende danske banker, men bortset fra et marginalt kapitalbehov for Danske Bank er bankerne i stand til at overholde kapitalkravene i stress-scenariet.

Stresstesten gennemføres hvert andet år og omfatter de største banker i EU. Formålet er at teste, hvorvidt bankerne har tilstrækkelig kapital til at modstå et hårdt 3-årigt konjunkturtilbageslag. Fra Danmark har Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank deltaget i dette års stresstest.  

De danske deltageres resultater er væsentligt bedre end i den forrige stresstest fra 2023, hvilket især afspejler en forbedret indtjening i lyset af det højere renteniveau.

De største danske institutters kapital kommer under et betydeligt pres i den fælleseuropæiske stresstest, men de er i udgangspunktet generelt kapitaliseret til at kunne modstå et hårdt økonomisk tilbageslag. Resultaterne viser vigtigheden af løbende at sikre en robust kapitalisering. Det er vigtigt både for det enkelte institut og af hensyn til den finansielle stabilitet i Danmark,” siger Finanstilsynets vicedirektør, Kristian Vie Madsen.

Resultatet af stresstesten vil indgå i den tilsynsmæssige vurdering af, om de enkelte institutters kapitaldækning er tilstrækkelig.

Finanstilsynets løbende dialog med institutterne om kapitalmålsætninger, kapitalindfrielser og udlodningspolitik vil fortsat tage udgangspunkt i stresstest baseret på scenarier og antagelser fastlagt af Finanstilsynet

Læs en beskrivelse af de danske resultater (PDF)

Se oversigten over de detaljerede danske resultater

Om den fælleseuropæiske stresstest

  • Den fælleseuropæiske stresstest, EU-stresstesten, er koordineret af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA, i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder (i Danmark Finanstilsynet), Det Europæiske Systemiske Risikoråd (ESRB) og Den Europæiske Centralbank (ECB).
  • Stresstesten gennemføres hvert andet år.
  • Testen bidrager til at styrke den finansielle stabilitet ved at identificere mulige sårbarheder i banksektoren og understøtte myndighedernes tilsynsarbejde.
  • De største banker i EU og Norge deltager i testen. Konkret deltager 64 banker i 17 lande, svarende til omkring 75 pct. af banksektorens samlede aktiver i EU.
  • Fra Danmark har Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank deltaget i 2025 stresstesten. Stresstesten dækker dermed knap 85 pct. af den danske banksektors samlede aktiver.

Kontakt

Morten Holm Steinvig
Presseansvarlig