Markedsføring af investeringsfonde er ikke altid retvisende

29-04-2025

Finanstilsynet har undersøgt, hvordan forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber markedsfører deres investeringsfonde. Fokus for undersøgelsen var bl.a., hvordan selskaberne sikrer, at deres markedsføring er fair, tydelig og ikke vildledende. Undersøgelsen viste mangler hos flere selskaber.

Markedsføring kan påvirke investorernes investeringsbeslutninger betydeligt. Det er typisk gennem markedsføring, at en investor danner sin første forståelse af fondenes sammensætning, risici og fordele.

Finanstilsynet har undersøgt, hvordan to forvaltere af alternative investeringsfonde og to investeringsforvaltningsselskaber markedsfører deres investeringsfonde til detail- og semiprofessionelle investorer. Undersøgelsen omfattede procedurer for udarbejdelse, distribution og kontrol af markedsføringen samt en gennemgang af konkrete eksempler på markedsføringsmateriale.

”Kravene til markedsføringen af investeringsfonde er helt centrale for investorbeskyttelsen, fordi de sikrer, at investorerne kan træffe beslutninger på et korrekt og velinformeret grundlag. Forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskaber skal derfor sørge for, at oplysningerne i deres markedsføring er fair, tydelige og ikke vildledende,” siger Karen Abelskov, vicedirektør i Finanstilsynet.

Manglende oplysninger om risici

Undersøgelsen viste, at flere af selskaberne havde mangler i de procedurer og kontroller, der skal sikre, at deres markedsføring overholder kravene i reguleringen. Finanstilsynet fandt også mangler i den konkrete markedsføring fra samtlige deltagere. F.eks. præsenteres de mulige fordele ved at investere i bestemte investeringsfonde uden samtidigt at oplyse om de risici, der også er forbundet med investeringen. Tre af selskaberne medtog desuden oplysninger, som giver indtryk af, at afkast ved investering i de specifikke fonde er højere, end investorerne reelt kan forvente. 

”Det er vigtigt, at markedsføringen af investeringsfonde er retvisende, så investorerne kan stole på den. Oplysninger om afkast skal være reelle, og alle risici skal præsenteres tydeligt, så investorerne kan vælge en passende fond,” siger Karen Abelskov.

På baggrund af undersøgelsen har Finanstilsynet opdateret temarapporten fra januar 2024 om pengeinstitutter og fondsmægleres markedsføring til også at indeholde observationerne om og kravene til forvaltere af alternative investeringsfonde og investeringsforvaltningsselskabers markedsføring.

Undersøgelsen tog udgangspunkt i, om selskabernes markedsføring er i overensstemmelse med kravene i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1156 (cross-borderforordningen) og artikel 9 i forordning (EU) nr. 1286/2014 (PRIIP-forordningen).

Læs mere

Temarapport om markedsføring af investeringsprodukter og -servicer

Hvad du bør vide om markedsføring af investeringsfonde, før du investerer

De fire inspektionsredegørelser:

Difko Forvaltning A/S

European Maritime Finance A/S

Fundmarket A/S

Wealth Fund Partners A/S

Pressekontakt

Morten Holm Steinvig
Presseansvarlig