Redegørelse om funktionsinspektion i Wealth Fund Partners A/S om markedsføring af investeringsfonde

30-04-2025

Finanstilsynet gennemførte i november 2024 en funktionsinspektion i Wealth Fund Partners A/S (som på tidspunktet for inspektionen hed Investeringsforvaltningsselskabet SEBInvest A/S) med fokus på selskabets markedsføring af investeringsfonde til detail- og semiprofessionelle investorer.

Funktionsinspektionen var en del af en temainspektion i to forvaltere af alternative investeringsfonde og to investeringsforvaltningsselskaber. Formålet var at undersøge, hvordan selskaberne sikrer, at deres markedsføring er retvisende og ikke vildledende.

Wealth Fund Partners forretningsmodel er baseret på administration af fonde, hvor porteføljepleje eller investeringsrådgivning udføres af eksterne partnere, der tillige er initiativtagere og ofte lægger navne til fonden. Det indebærer omfattende delegation af væsentlige funktioner, herunder markedsføring, til et
højt antal delegationspartnere med forskelligt udgangspunkt. Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at selskabet ikke har fyldestgørende procedurer for delegation af og kontrol med den markedsføring, der udføres af delegationspartnerne. Det øger risikoen for, at markedsføringen, som Wealth Fund Partners har ansvar for, ikke er i overensstemmelse med reglerne. 

Finanstilsynet har derfor påbudt Wealth Fund Partners at styrke procedurerne for delegation af og kontrol med markedsføringen for at sikre, at selskabet overholder kravene til markedsføring.

Markedsføringsreglerne indeholder en række konkrete krav til de oplysninger om investeringsprodukter, som markedsføringsmaterialet skal eller kan indeholde. Det er med til at sikre, at investorer og potentielle investorer kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.

Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet på grundlag af en stikprøve, at oplysninger om flere af Wealth Fund Partners investeringsfonde ikke overholdt kravene til markedsføring. Delegationspartnerne for markedsføringen af fondene Wealth Invest AKL Afkast+ og Asset Opportunities giver begge oplysninger om afkast, som giver indtryk at et højere forventet afkast end angivet i PRIIP KID og dermed mindsker betydningen af PRIIP KID Derudover udgør historiske afkast en central del af markedsføringen for begge fonde, uden at markedsføringen samtidig advarer om, at oplysningerne ikke er en pålidelig indikator for den fremtidige udvikling. Markedsføringen for AKL Afkast+ indeholder desuden en sammenligning med andre virksomheders afkast uden af at angive tilstrækkelig dokumentation for sammenligningsgrundlaget. Endelig fremhæver delegationspartneren flere steder fordelene uden samtidigt at angive relevante risici.

Finanstilsynet har derfor påbudt Wealth Fund Partners at korrigere disse forhold og generelt sikre, at oplysningerne i markedsføringsmateriale rettet mod investorer er fair, tydelige og ikke vildledende for samtlige af de fonde, som Wealth Fund Partners har ansvar for.