Funktionsinspektionen var en del af en temainspektion i to forvaltere af alternative investeringsfonde og to investeringsforvaltningsselskaber. Formålet var at undersøge, hvordan selskaberne sikrer, at deres markedsføring er fair, tydelig og ikke vildledende.
Fundmarkets forretningsmodel er baseret på administration af fonde, hvor porteføljepleje eller investeringsrådgivning udføres af eksterne partnere, der tillige er initiativtagere og ofte lægger navne til fonden. Det indebærer omfattende delegation af væsentlige funktioner, herunder markedsføring, til et højt antal delegationspartnere med forskelligt udgangspunkt. Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet, at selskabet ikke har fyldestgørende procedurer for delegation af og kontrol med den markedsføring, der udføres af delegationspartnerne. Det øger risikoen for, at markedsføringen, som Fundmarket har ansvar for, ikke er i overensstemmelse med reglerne.
Finanstilsynet har derfor påbudt Fundmarket at styrke procedurerne for delegation af og kontrol med markedsføringen for at sikre, at selskabet overholder kravene til markedsføring.
Markedsføringsreglerne indeholder en række konkrete krav til de oplysninger om investeringsprodukter, som markedsføringsmaterialet skal eller kan indeholde. Kravene er med til at sikre, at investorer og potentielle investorer kan træffe investeringsbeslutninger på et velinformeret grundlag.
Ved inspektionen konstaterede Finanstilsynet på grundlag af en stikprøve, at oplysninger om flere af Fundmarkets investeringsfonde ikke overholdt kravene til markedsføring. Delegationspartnerne for markedsføringen af fondene Petersen & Partners Loans KL, som er under Kapitalforeningen PortfolioManager, samt Panorama Invest KL og ØU Invest Balance KL, som begge er under Investeringsforeningen PortfolioManager, medtager oplysninger om afkast i markedsføringen, som giver indtryk at et højere forventet afkast end angivet i PRIIP KID og dermed mindsker betydningen af PRIIP KID.
For fondene Panorama Invest og ØU Invest Balance sammenligner delegationspartneren med andre benchmarks afkast uden af at angive tilstrækkelig dokumentation for sammenligningsgrundlaget, og fordelene ved investering fremhæves, uden at relevante risici samtidigt angives. Derudover udgør historiske afkast en central del af markedsføringen for begge fonde, uden at den samtidig indeholder de nødvendige advarsler om, at oplysningerne ikke er en pålidelig indikator for den fremtidige udvikling.
ØU Invest Balance markedsføres gennem nyhedsartikler i et nyhedsmedie, som ejer Fundmarkets delegationspartner. I nyhedsartiklerne var det ikke – som krævet – tydeligt angivet, at der var tale om markedsføring.
Finanstilsynet har derfor påbudt Fundmarket at korrigere disse forhold og generelt sikre, at oplysningerne i markedsføringsmateriale rettet mod investorer er fair, tydelige og ikke vildledende for samtlige af de fonde, som Fundmarket er ansvarlig for.