Forsikringsselskaber skal benytte formidlere med tilladelse

10-04-2025

Finanstilsynet indskærper kravet om, at forsikringsselskaber kun må benytte forsikringsformidlere, der har en tilladelse fra Finanstilsynet.

Finanstilsynet har i forbindelse med en undersøgelse af et forsikringsselskab konstateret, at selskabet har solgt produkter gennem selvstændige forsikringsformidlere, hvoraf to ud af tolv ikke havde gyldig tilladelse til at drive forsikringsformidling.

Når forsikringsselskaber bruger selvstændige forsikringsformidlere, bør selskaberne have tilstrækkelige procedurer og kontroller, der sikrer, at formidlerne har en tilladelse fra Finanstilsynet. Forsikringsselskaberne skal gennemføre kontrollen, når de indgår samarbejdet, og derefter løbende. Tilladelser fremgår af Finanstilsynets offentlige virksomhedsregister.

Ifølge lov om forsikringsformidling skal alle virksomheder, der udøver forsikringsformidling, have tilladelse af Finanstilsynet og fremgå af Finanstilsynets register over forsikringsformidlere[1]. Et forsikringsselskab må desuden kun benytte ydelser fra en forsikringsformidler, der har tilladelse. Formålet med reglerne er at sikre, at kunderne har samme beskyttelse, uanset om de køber deres forsikringer direkte fra et forsikringsselskab, fra en agent eller fra en virksomhed, der formidler forsikringen.

Finanstilsynet har mulighed for at give påbud til forsikringsselskaber, der ikke overholder reglen i lov om forsikringsformidling.

[1] Jf. lov om forsikringsformidling § 3, stk. 7

Kontakt

Ulla Brøns Petersen
Kontorchef