Louise Mogensens første opgave som Finanstilsynets direktør var et seminar for tilsynets bestyrelse og øvrige direktion.
”Jeg har glædet mig hele sommeren til at komme i gang, og ser meget frem til at møde og arbejde med Finanstilsynets mange dygtige medarbejdere,” siger Louise Mogensen.
Karensperiode
Louise Mogensen kommer fra en stilling som direktør i Forenet Kredit, der ejer Nykredit og Totalkredit. Derudover har hun siddet som bestyrelsesmedlem i Pensionskassen for sundhedsfaglige, som er en del af PKA-samarbejdet.
For at undgå risiko for inhabilitet har Finanstilsynets bestyrelse vedtaget nogle begrænsninger for Louise Mogensens involvering i sager om de selskaber, som hun har været ansat eller involveret i op til sin ansættelse i Finanstilsynet.
Begrænsningen betyder, at Louise Mogensen i en periode på seks måneder ikke kan medvirke i behandling af sager i relation til Nykredit, et selskab i Nykredit-koncernen, og i relation til PKA-kasserne i PKA-samarbejdet.
Ovennævnte beslutning er truffet på Finanstilsynets bestyrelsesmøde den 29. juni 2023.