Formidlere af boliglån har de nødvendige kompetencer til at rådgive

15-01-2021

En undersøgelse fra Finanstilsynet viser, at langt de fleste ejendomskreditselskaber og boligkreditformidlere overholder kompetencekravsbekendtgørelsen.

Finanstilsynet indledte i maj 2020 en undersøgelse af, hvordan ejendomskreditselskaber og boligkreditformidlere sikrer, at deres ansatte har tilstrækkelige kompetencer i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 329 af 7. april 2016 om kompetencekrav til boligkreditgivere og boligkreditformidlere (Kompetencekravsbekendtgørelsen).  

Kompetencekravsbekendtgørelsen fastlægger en række krav til ansatte hos ejendomskreditselskaber og boligkreditformidlere, som skal sikre, at virksomhedens ansatte har tilstrækkelige kompetencer til at yde rådgivning til private kunder om boliglån  . De ansatte skal også, hvor det er relevant, besidde tilstrækkelige kompetencer til at udforme, tilbyde og bevilge boligkreditaftaler og boligkreditformidlingsaktiviteter. Herudover skal virksomhederne sikre, at de ansatte har tilstrækkelig viden inden for en række områder, herunder bl.a. produktkendskab til boligkreditaftaler, processen i forbindelse med køb af fast ejendom samt finansiel og økonomisk forståelse mv.

Undersøgelsen viser, at langt de fleste virksomhederne, der er omfattet af reglerne, overholder kompetencekravsbekendtgørelsen. Derfor har Finanstilsynet alene givet et enkelt påbud på baggrund af undersøgelsen.

 

Senest opdateret 15-01-2021