Kunder skal varsles personligt, hvis deres indlånsrente bliver negativ

16-11-2020

Negativ rente på indlån ændrer kundeforholdet så væsentligt, at kunder skal have individuel besked. Den praksis indskærper Finanstilsynet nu til pengeinstitutterne.

”Negative renter på opsparingen bliver et vilkår for flere og flere bankkunder. Skiftet til negative renter er en betydelig ændring af kundens aftale med banken, fordi kunden nu skal betale renter for sit indestående i stedet for at modtage dem. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at indsætte en annonce i dagspressen eller lægge en notits op på hjemmesiden, hvis et pengeinstitut indfører negative renter. Kunderne skal have individuel besked om denne væsentlige ændring i deres økonomiske situation. Det signal sender vi nu til branchen,” siger kontorchef Ulla Brøns Petersen fra Finanstilsynets Forbrugerkontor. ”Vi har ikke taget stilling til, hvorvidt en aftale med en kunde gør det muligt for en bank at lave en sådan justering. For det er klart, at det vil det kræve hjemmel i aftalen.”

Som udgangspunkt er der i lovgivningen ikke et krav om, at kunden skal varsles individuelt ved renteændringer på indlånskonti. På den anden side er ændringen til en negativ rente på kundens indestående så væsentlig, at pengeinstituttets forpligtigelse til at handle redeligt og loyalt overfor kunderne også skal tages i betragtning. Det hensyn nødvendiggør, at pengeinstitutter giver individuel varsling til kunderne, når der indføres negativ rente. Det konkluderer Finanstilsynet.

Senest opdateret 16-11-2020