Det er Finanstilsynets vurdering, at NEP- og gældsbufferinstrumenter i form af AT1- og T2-instrumenter samt ikke-foranstillet seniorgæld er komplekse instrumenter i henhold til investorbeskyttelsesreglerne. Disse instrumenter bør derfor i udgangspunktet kun sælges til professionelle kunder. Dette følger også af Finanstilsynets vejledende udtalelse fra maj 2018 vedrørende NEP-instrumenter og kreditinstitutternes risikostyring heraf.
Detailkunder kan efter anmodning behandles som professionelle kunder. Det betyder bl.a., at velhavende personer med en meget omfattende investeringserfaring, eller velhavende personer som har arbejdet i den finansielle sektor i en relevant stilling, har mulighed for at blive behandlet som professionelle investorer.
Særlige tilfælde
NEP- og gældsbufferinstrumenter i form af AT1- og T2-instrumenter samt ikke-foranstillet seniorgæld kan endvidere i særlige tilfælde sælges til detailkunder, når investorbeskyttelsesreglerne er overholdt. Der vil typisk være tale om detailkunder, som adskiller sig fra at være almindelige detailkunder, men i juridisk forstand ikke anses som professionelle kunder. Det kan eksempelvis være et lokalt investeringsselskab eller en lokal formuende person med større indsigt i finansielle forhold.
Investorbeskyttelsesreglerne betyder bl.a., at institutterne kun kan sælge NEP- og gældsbufferinstrumenter i form af AT1- og T2-instrumenter samt ikke-foranstillet seniorgæld til disse detailkunder, hvis instituttet forinden har indhentet tilstrækkelige oplysninger fra kunden i forhold til at sikre, at kunden forstår instrumentet og kan vurdere risiciene forbundet hermed. Institutterne kan dermed ikke lovligt sælge sådanne komplekse produkter til detailkunder uden forudgående at have lavet en såkaldt egnetheds- eller hensigtsmæssighedstest.
Kravet om at foretage disse test af, om et givet finansielt instrumentet er egnet til eller hensigtsmæssigt for den respektive kunde, er dermed med til at sikre, at komplekse instrumenter kun sælges til kunder, som forstår risiciene ved instrumenterne, eller som har en økonomi eller et investeringsformål, der passer til et instrument af denne karakter.
Kunden bør desuden have en betydelig formue placeret i finansielle aktiver, og det bør alene være en mindre andel af denne formue, der investeres i denne type instrumenter.
Yderligere restriktioner
Det bemærkes, at der med de kommende ændringer til krisehåndteringsdirektivet (BRRD2) vil komme yderligere restriktioner på salget af ikke-foranstillet seniorgæld til detailkunder. Disse restriktioner vil blive indarbejdet i dansk lov i forbindelse med implementeringen af direktivet og forventes at træde i kraft 18 måneder efter, at direktivet offentliggøres i EU-tidende, hvilket forventes at ske medio 2019.