"2018 bød lige som året før på en række anmeldelser om ulovlig virksomhed. Antallet af anmeldelser lå dog lidt under sidste år med et fald på godt 10 pct.,” siger kontorchef Ove Feddersen fra Finanstilsynets kontor for investorbeskyttelse.
En del af anmeldelserne ender med, at Finanstilsynet sender en advarsel ud om de konkrete virksomheder, som ikke har tilladelse til at markedsføre sig i Danmark. Det gælder særligt udenlandske virksomheder, som markedsfører sig via hjemmesider og telefonopkald, og som ikke har kontorer i Danmark.
”Selv om ikke alle henvendelser resulterer i advarsler, skal man være opmærksom på, at der formentlig er en stor andel af deciderede svindelforetagender blandt anmeldelserne. Vi modtager således som hovedregel ikke nogen anmodninger om at trække vores advarsler tilbage,” siger Ove Feddersen.
Lokker med store gevinster
Hjemmesiderne fra de udenlandske virksomheder lokker typisk med store gevinster ved investeringer i avancerede finansielle produkter som f.eks. binære optioner og kryptovalutaer, som er svære at forstå for almindelige detailinvestorer. Ofte består forretningsmodellen udelukkende i at lokke folk til at indbetale penge på en konto ad flere omgange. Penge, som kunderne dermed har tabt.
Danske finansielle virksomheder skal have tilladelse af Finanstilsynet. Det drejer sig om alle former for finansiel virksomhed som f.eks. fondsmæglervirksomhed og pengeinstitutvirksomhed.
Udenlandske finansielle virksomheder, der har en tilladelse i deres hjemland, kan tilsvarende udbyde deres tjenesteydelser i Danmark, hvis Finanstilsynet er notificeret herom af en EU/EØS-myndighed eller såfremt virksomheder fra tredjelande har opnået særskilt tilladelse hertil.
”Alle virksomheder med tilladelse til at operere i Danmark fremgår af Finanstilsynets hjemmeside. Så når man er i tvivl, om virksomheden er lovlig, kan man undersøge det her,” afslutter Ove Feddersen.
Se også
Finanstilsynets register over virksomheder under tilsyn
Faktaark om ulovlig virksomhed