De finansielle risici som følge af klimaforandringerne kan opdeles i to typer, fysiske risici og transitionsrisici, skriver Finanstilsynet i de to julebreve. De fysiske risici er de mulige konsekvenser for selskabernes aktiver, f.eks. ejendomme, som følge af eksempelvis ekstreme variationer i vejret, øget vandstand eller stigende temperatur. Transitionsrisici er de risici, der opstår i tilpasningen til en mere CO2-effektiv økonomi f.eks. som følge af ændret regulering eller teknologiskift, og som kan påvirke markedsværdien af investeringer og afkastet heraf.
Bestyrelserne i skadesforsikringsselskaberne og i livsforsikringsselskaberne, de tværgående pensionskasser, ATP og LD skal på baggrund af julebrevene indsende en redegørelse for de enkelte selskabers overvejelser og tiltag i forbindelse med håndteringen af finansielle risici som følge af klimaforandringerne.
Notat om klimaforandringer og bæredygtig finansiering
Finanstilsynet har også udgivet et notat om sit eget fokus på klimaforandringer og bæredygtig finansiering i hele den finansielle sektor. De klimarelaterede risikofaktorer kan vise sig som stigende markeds-, kredit-, forsikrings- og likviditetsrisici samt operationelle risici, skriver Finanstilsynet i notatet.
Finanstilsynet vil over tid udvikle sit tilsyn med selskabernes håndtering af de finansielle risici, der opstår som følge af klimaforandringerne.
Det stigende udbud af investeringsprodukter, der markedsføres som bæredygtige, kan også øge risikoen for ”greenwashing”, dvs. at finansielle produkter markedsføres som grønne uden reelt at være det. Det skærper kravet om tilsyn for at sikre investorbeskyttelsen og tilliden til markedet, skriver Finanstilsynet.
Finanstilsynets notat afspejler de overvejelser på området, som flere andre EU-landes tilsynsmyndigheder har givet udtryk for i deres udmeldinger.
Finanstilsynet har forlænget fristen for besvarelse af julebrevet vedr. finansielle risici som følge af klimaforandringer til 15. september 2020
Læs julebrevet til livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (pdf)
Læs julebrevet til skadesforsikringsselskaber (pdf)
Læs Finanstilsynets notat om klimaforandringer og bæredygtig finansiering (pdf)
Læs Finanstilsynets notat om klimaforandringer og bæredygtig finansiering på engelsk (pdf)