Ved udgangen af april var der samlet set korte nettopositioner i Bavarian Nordic svarende til 13,96 pct. af selskabets udstedte aktiekapital, se tabellen nedenfor. Det er mere end 7,5 procentpoint i forhold til måneden før. NKT var den næstmest shortede aktie med korte nettopositioner svarende til 11,07 pct. af selskabets udstedte aktiekapital.
Investorerne havde væsentlige korte nettopositioner (dvs. over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital) i 32 danske aktier ved udgangen af april mod 31 én måned før. Der var i alt fire aktier, hvor de korte nettopositioner svarede til mere end 5 pct. af den udstedte aktiekapital.
Baggrund
Finanstilsynet offentliggør primo hver måned en oversigt over de daglige korte nettopositioner i danske aktier. Det sker i en pressemeddelelse og to tabeller. Den ene tabel opgør de samlede korte nettopositioner i danske aktier, mens den anden tabel angiver de positionsindehavere, som har en kort position over 0,5 pct. af den udstedte aktiekapital i et selskab. Se tabellerne .
Tabellerne er baseret på de indberetninger, som Finanstilsynet skal modtage efter reglerne i shortsellingforordningen. Det vil sige, at kun korte nettopositioner over 0,2 pct. af den udstedte aktiekapital indberettes til Finanstilsynet. Korte nettopositioner under 0,2 pct. indgår derfor ikke i opgørelsen. De korte nettopositioner kan derfor godt være højere end angivet i tabellerne.