Cyberangreb i top på finanssektorens liste over bekymringer

31-05-2018

Forhold omkring cybersikkerhed er den risiko, som flest finansielle virksomheder tror kan få betydning for den finansielle stabilitet i Danmark i de næste tre år. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse. På de næste pladser kommer prisfald på de finansielle markeder og geopolitiske forhold.

Det er første gang, Finanstilsynet har gennemført risikoundersøgelsen, som er foretaget blandt de risikoansvarlige i 38 af Danmarks største finansielle virksomheder.

Blandt de indkomne besvarelser har 85 pct. peget på cyberforhold som en af de fem største risikokilder. Det er samtidig den type risiko, de risikoansvarlige vurderer er mest udfordrende at tackle. Konkret bliver angreb på den finansielle infrastruktur, f.eks. på betalings- og afviklingssystemer og større finansielle institutioner, nævnt som aktuelle risici.

En stor andel af respondenterne angiver også prisfald på de finansielle markeder, geopolitiske forhold, ejendomsmarkederne og regulatoriske risici som nogle af de største risikokilder.

Spørgeskemaundersøgelsen giver Finanstilsynet indblik i hvilke risici, aktørerne i den finansielle sektor aktuelt oplever. Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen vil bidrage til Finanstilsynets planlægning af tilsynsaktiviteter. Undersøgelsen forventes fremover at blive gennemført en gang om året.

 

Se resultaterne her

Se spørgeskemaet her


Senest opdateret 31-05-2018