Prudent person-princippet, der er en del af Solvens II-reguleringen, stiller krav til selskaberne om, at de skal investere deres aktiver, så kundernes interesser varetages bedst muligt.
”Med vejledningen giver vi selskaberne en bedre guidance i forhold til en struktureret investeringsproces, og samtidig bliver vi mere konkrete om de seks dimensioner for identificering og håndtering af investeringsrisici, som prudent person-princippet opstiller – de såkaldte PPP-kriterier,” siger vicedirektør Carsten Brogaard.
PPP-kriterierne stiller krav om, at selskaberne udelukkende må investere i aktiver, hvor de kan identificere, måle, overvåge, forvalte, kontrollere og rapportere om de risici, der knytter sig til investeringerne.
Vejledningen angiver desuden Finanstilsynets forventninger til selskaberne i forhold til kravet om, at der skal være tilstrækkelige kompetencer i forhold til de konkrete investeringer.
”Prudent person-princippet gælder for alle selskabernes investeringer, men vi har i vejledningen valgt at fokusere på alternative investeringer, fordi de indeholder en række problemstillinger, som ikke ses i samme grad i traditionelle investeringer, f. eks. børsnoterede værdipapirer. Blandt andet værdiansættelsen indebærer, at investeringsprocessen ofte er betydeligt mere kompleks,” siger Carsten Brogaard.
Læs vejledningen her