Statistik for overtrædelse af regler på kapitalmarkederne i 2017

12-04-2018

Finanstilsynet foretog sidste år to politianmeldelser for markedsmisbrug og én politianmeldelse for overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af intern viden. Det viser Finanstilsynets statistik for overtrædelse af regler på kapitalmarkederne i 2017.

I 2017 oprettede Finanstilsynet 190 sager om potentielt markedsmisbrug, dvs. insiderhandel og markedsmanipulation. To af disse sager førte til politianmeldelse. Det er samme antal politianmeldelser som i 2015, men noget færre end i 2016.

Finanstilsynet opretter en sag om markedsmisbrug, når bankerne eller markedspladserne indberetter mistænkelige handler, eller hvis Finanstilsynet ved hjælp af sin markedsovervågning opdager potentielt markedsmisbrug. Desuden opretter Finanstilsynet en sag, hvis en borger henvender sig med en mistanke om markedsmisbrug.

I 2017 oprettede Finanstilsynet 45 sager om overtrædelse af oplysningsforpligtelserne, dvs. manglende eller forkerte oplysninger i forbindelse med overtagelsestilbud, ledende medarbejderes aktiekøb og -salg, storaktionærstatus og offentliggørelse af intern viden. I alt blev der givet 16 påtaler og påbud for overtrædelse af oplysningsforpligtelserne samt foretaget én politianmeldelse, der omhandlede overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af intern viden.

Se statistik for overtrædelser af regler på kapitalmarkedet

Senest opdateret 12-04-2018