Undersøgelse af nyudlån til boligkøb i København og Aarhus

12-04-2016

En temainspektion af fire mindre og mellemstore pengeinstitutters nyudlån til privates køb af ejer- eller andelsbolig i København eller Aarhus viser, at konkurrencen om kunderne er steget. Det gælder særligt for udlån til køb af andelslejligheder i Københavnsområdet.

Finanstilsynet foretog i 4. kvartal 2015 en tværgående undersøgelse af fire mindre og mellemstore pengeinstitutters nyudlån til boligkøb i København og Aarhus. Institutterne var udvalgt på baggrund af, at de alle har en relativt høj udlånsvækst, som i væsentligt omfang stammer fra udlån til privatkunder.

”Undersøgelsen har bekræftet vores indtryk af, at konkurrencen mellem pengeinstitutterne om finansiering af boligkøberne er høj i Københavnsområdet og i Aarhus,” siger vicedirektør Kristian Vie Madsen.

”De fire temainspektioner viser eksempler på, at institutterne fraviger deres egne prislister, og at deres fokus på kundernes gældsfaktor ikke er særlig kritisk, hvis kunderne i øvrigt har tilfredsstillende rådighedsbeløb. Selv hos kunder med betydelige negative formuer blev der observeret bevillinger med høje gældsfaktorer,” siger Kristian Vie Madsen.

Konkurrencen er tilsyneladende særligt hård, når det gælder udlån til andelslejligheder i Københavnsområdet.

”Der er en del eksempler på, at andelslejligheder bliver belånt 100 pct., og på, at institutterne ikke foretager en grundig vurdering af værdien af den konkrete andelslejlighed eller af foreningen,” siger Kristian Vie Madsen.   

Undersøgelsen er foretaget inden, Finanstilsynets vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder trådte i kraft og bekræfter de vurderinger, der lå til grund for udarbejdelsen af vejledningen.

Baggrund:
Det Systemiske Risikoråd observerede i marts 2015, at ”forudsætningerne for hurtig opbygning af systemiske finansielle risici er til stede med de ekstraordinært lave renter, særligt hvis de indlejres i forventningerne hos låntagere og kreditinstitutter. Penge- og realkreditinstitutter opfordres til at anvende en tilpas forsigtighed i kreditgivningen i forhold til belåning af fast ejendom, især ved bevilling af lån med variabel rente og afdragsfrihed.”

I januar trådte 2016 trådte Finanstilsynets Vejledning om forsigtighed i kreditvurderingen ved belåning af boliger i vækstområder mv. i kraft. Indholdet heraf blev kort berørt på temainspektionerne, men vejledningen er ikke anvendt i Finanstilsynets vurdering af institutternes udlån.

Endvidere blev de skærpede krav til egenfinansiering for ejer- og fritidsboliger, der blev gennemført med ændringen af bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, kort drøftet på temainspektionerne. De gennemgåede bevillinger var dog alle bevilget før reglerne trådte i kraft 1. november 2015. Ændringerne omfatter endvidere ikke andelsboliger.

Links til redegørelserne

Senest opdateret 12-04-2016