Crowdfunding kan udgøre en alternativ kilde til finansiering for virksomhederne, da der kan opnås finansiering af et projekt ved f.eks. at rejse kapital fra et stort antal personer, der hver især typisk bidrager med relativt små beløb.
En crowdfundingtjenesteudbyder driver en digital platform, som er åben for offentligheden, for at matche eller gøre det lettere at matche potentielle investorer eller långivere med virksomheder, der søger finansiering.
Krav om tilladelse
For at sikre investorbeskyttelse og et velfungerende indre marked, vedtog EU i 2020 en forordning, som bl.a. stiller krav om, at udbydere af crowdfundingtjenester skal have en tilladelse fra det nationale tilsyn, inden de kan udbyde deres tjenester til offentligheden.
For eksisterende udbydere af crowdfundingtjenester blev der vedtaget en overgangsperiode, som efterfølgende er blevet forlænget. Overgangsperioden betyder, at crowdfundingtjenesteudbydere, der har udbudt crowdfundingtjenester forud for den 10. november 2021, skal have en tilladelse fra Finanstilsynet senest den 10. november 2023 for fortsat at kunne udbyde deres ydelser.
Hvis en eksisterende udbyder ikke har en tilladelse efter den 10. november 2023, skal crowdfundingtjenesteudbyderen indstille sine udbud af crowdfundingtjenester, indtil en eventuelt tilladelse er modtaget. Herved forstås, at crowdfundingtjenesteudbyderen ikke længere kan tilbyde muligheden for at matche investorers og projektejeres finansieringsinteresse ved anvendelse af sin platform. Dog kan forvaltningen af eksisterende kontrakter, herunder opkrævning og overførsel af tilgodehavender og udbud af tjenester vedrørende opbevaring af aktiver, fortsætte efter almindelig dansk ret og uafhængigt af bestemmelserne i crowdfundingforordningen.
Visse crowdfundingtjenesteudbydere, der allerede har en tilladelse, herunder eksempelvis som betalings- eller pengeinstitut, har adgang til en forenklet tilladelsesprocedure. Det betyder, at dokumenter og informationer, som allerede er sendt til Finanstilsynet i forbindelse med den eksisterende tilladelse, ikke skal sendes igen, såfremt de stadig er ajourførte og tilgængelige.
En crowdfundingtjenesteudbyder må i øvrigt ikke tage imod indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, medmindre at den også har tilladelse som pengeinstitut.
Opmærksomhedspunkter i ansøgningsprocessen
Dette notat beskriver de ting, som nye og eksisterende udbydere af crowdfundingtjenester skal være særligt opmærksomme på i ansøgningen om tilladelse. Notatet er udarbejdet på baggrund af Finanstilsynets foreløbige erfaringer med forordningen.
For ansøgninger om tilladelse til at udbyde crowdfundingtjenester i Danmark gør Finanstilsynet særligt opmærksom på:
- Anvendelse og udfyldelse af ansøgningsskemaet
- Efterlevelse af kravene på ansøgningstidspunktet
- Oplysningsskemaer for vurdering af fit and proper
- Møde hos Finanstilsynet
- Den forventede sagsbehandlingstid