Formålet var at undersøge bankens risikostyring på likviditetsområdet, herunder ansvarsfordeling mellem de udførende og kontrollerende funktioner, risikoidentifikation, rammesætning og rapportering samt bankens dokumentation af de tilknyttede processer.
Sammenfatning og risikovurdering
Saxo Bank tilbyder investeringskonti, hvor kunderne udelukkende har mulighed for at købe investeringsprodukter. Kunderne kan derudover kun overføre penge til og fra deres egne konti i andre pengeinstitutter. Banken yder ikke traditionelle banklån og har derfor heller ikke nogen løbetidstransformation i sædvanlig forstand.
Saxo Bank modtager likviditet, før kunderne kan foretage et køb. Kunder, der handler med derivater, skal desuden stille sikkerhed, der dækker udsving i derivaternes markedsværdi. Hvis markedsbevægelser indebærer, at kunden ikke længere opfylder bankens marginkrav, vil kundens positioner automatisk blive lukket ned.
Bankens likviditetsrisiko er i kraft af forretningsmodellen koncentreret på den korte tidshorisont. Bankens væsentligste likviditetsrisiko er ekstraordinært store og meget hurtige markedsudsving (price-gap-risk), der kræver, at banken øger sin egen sikkerhedsstillelse hos bankens brokere, og hvor banken ikke kan nå at indkræve tilsvarende øget sikkerhedsstillelse fra sine kunder. Til at begrænse denne risiko har banken fastsat marginkrav over for bankens kunder.
Saxo Bank har i april 2023 i nogle markeder implementeret en ny rentemodel og valgt at være renteførende på anfordringsindlån. Banken har dermed også fået et nyt kundesegment, der ikke nødvendigvis påtænker at investere de indsatte midler, og hvis indlån må anses som rentefølsomme.
De modtagne kundeindlån har styrket bankens overordnede likviditetsposition, idet indlånene er placeret i sikre og højlikvide obligationer. Men det har potentielt mindsket stabiliteten af bankens indlån og alt andet lige øget behovet for likviditet til at imødegå potentielle træk. Banken har ikke analyseret dette og mangler værktøjer til at kunne overvåge bevægelser i indlånssegmentet.
I Saxo Banks likviditetspolitik har banken defineret principper for at identificere og opgøre likviditetsrisici. Herudover har banken fastsat grænser for likviditetsrisici i bestyrelsens retningslinjer til direktionen. Saxo Bank har dog ikke dokumenteret, at de fastsatte bestyrelsesrammer adresserer de særlige kortsigtede likviditetsrisici, som kendetegner bankens særlige forretningsmodel.
Finanstilsynet har påbudt Saxo Bank at fastsætte yderligere rammer for bankens særlige likviditetsrisici eller dokumentere, hvordan de eksisterende bestyrelsesrammer på tilstrækkelig vis begrænser bankens likviditetsrisici.
Overordnet set kan det konstateres, at Saxo Bank i praksis har implementeret rammer til styringen af bankens særlige likviditetsrisici, herunder procedurer for sikkerhedsstillelse i forbindelse med marginkrav, men at der er mangler i både formalisering og dokumentation. Inspektionen gav ikke anledning til revurdering af bankens likviditets- eller solvensbehov.