Redegørelse om inspektion i Thisted Forsikring A/S

08-11-2024

Finanstilsynet var i maj 2024 på ordinær inspektion i Thisted Forsikring A/S (selskabet). På inspektionen blev de væsentligste områder gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering. Inspektionen tog udgangspunkt i selskabets indsendte materiale og rapporteringer til Finanstilsynet og havde fokus på ledelsessystemet, kontrolsystemet, outsourcing, investeringsområdet, forsikringsområdet, herunder de forsikringsmæssige hensættelser, og solvens- og kapitalforhold.

Sammenfatning og risikovurdering

Selskabet er et gruppe 1-forsikringsselskab, der primært tegner forsikringer til privatkunder, herunder nedlagte landbrug, og til små og mellemstore erhvervsvirksomheder i Nord-, Midt- og Vestjylland.

Selskabets distributionsstrategi er baseret på multikanaldistribution, hvor egne salgskanaler suppleres med en række samarbejdsaftaler.

Nøglefunktioner

Selskabet har fået påbud om at etablere en effektiv intern auditfunktion. Den interne auditfunktions arbejde bestod hovedsageligt i at læse de øvrige nøglefunktioners rapporter. Den interne auditplan byggede ikke på en metodisk analyse af, hvor risiciene var størst[1]. Auditplanen dækkede desuden kun ét år, hvor lovgivningen tilsiger, at planen skal være flerårig[2]. Finanstilsynet vurderede desuden, at den interne auditfunktion ikke havde foretaget en tilstrækkelig grundig gennemgang af selskabets interne kontrolsystem[3]. Endelig var det ikke muligt at vurdere funktionens arbejde, da der ikke var dokumentation for de udførte handlinger[4].

Det er vigtigt, at den interne auditfunktion fungerer effektivt, da det ellers kan kompromittere det interne kontrolsystem og øge sandsynligheden for alvorlige fejl.

Selskabet har fået påbud om at sikre, at aktuarfunktionens rapport til direktionen overholder lovgivningens krav til indhold. Rapporten forholdt sig ikke til usikkerheden forbundet med de skøn, der er foretaget i beregningen af præmiehensættelserne[5]. Rapporten indeholdt heller ikke en sammenligning af det bedste skøn for præmiehensættelserne med hidtidige erfaringer[6]. Endelig vurderede Finanstilsynet, at rapporten ikke forholdt sig til, om selskabets IT-systemer underbygger selskabets hensættelsesprocedurer[7]. Hvis disse forhold ikke er beskrevet i rapporten, er der risiko for, at direktionen ikke er tilstrækkeligt oplyst om de usikkerheder, der knytter sig til opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, og som kan komme fra IT-systemer eller de aktuarmæssige metoder.

Investeringer

Finanstilsynet fandt, at der ikke var overensstemmelse mellem de benchmark, som de eksterne kapitalforvaltere brugte i forbindelse med rapportering af investeringsafkast, og de benchmark, som selskabets bestyrelse i investeringspolitikken har besluttet sig for at bruge. Det indebærer en risiko for, at bestyrelsen ikke kan foretage en ordentlig evaluering af investeringsafkastet, herunder af de enkelte kapitalforvaltere. Selskabet har derfor fået et påbud om at sikre, at bestyrelsens besluttede benchmark kan genfindes i aftalerne med de eksterne kapitalforvaltere[8].

Solvensdækning

Selskabet havde en solvensdækning på 260 pct. pr. 30. juni 2024.

 

[1] Jf. Ledelsesbekendtgørelsens bilag 9, nr. 8

[2] Jf. Solvens II-forordningens artikel 271, stk. 3, litra a)

[3] Jf. Ledelsesbekendtgørelsens § 21 og bilag 7 nr. 1

[4] Jf. Ledelsesbekendtgørelsens bilag 9, nr. 7

[5] Jf. Solvens II-forordningens artikel 272, stk. 1, litra b)

[6] Jf. Solvens II-forordningens artikel 272, stk. 4

[7] Jf. Solvens II-forordningens artikel 272, stk. 3

[8] Jf. Solvens II-forordningens artikel 274, stk. 4, litra b