Finanstilsynet har i andet halvår 2022 undersøgt udarbejdelsen og anvendelsen af stresstest på likviditetsområdet blandt 8 små og mellemstore pengeinstitutter.
Likviditetsrisici materialiserer sig sjældent, men når de gør, kan likviditetsforhold i pengeinstitutter og sektoren på kort tid blive meget pressede. Derfor er det vigtigt, at pengeinstitutterne har en tilstrækkelig og løbende styring af likviditetsrisici. Et væsentligt grundlag for styringen af likviditetsrisici er de fremskrivninger, institutterne laver af forventede pengestrømme på baggrund af forskellige scenarier i form af likviditetsstresstest.
Høj inflation giver anledning til betydeligt øgede pengepolitiske renter på kort sigt, forventninger om fortsatte rentestigninger. Der er en øget risiko for en økonomisk afmatning eller endog recession. Det kan betyde stigende usikkerheder, pres på likviditeten, samt at kapital- og gældsmarkederne flytter sig mod kortere og dyrere finansiering - hvor små og mellemstore pengeinstitutter erfaringsmæssigt har noget sværere ved at finansiere sig.
Formålet med undersøgelsen har været at undersøge, om pengeinstitutterne har en forsvarlig styring i forhold til deres stresstest på likviditetsområdet, og om de anvendte metoder og antagelser er passende i forhold til det enkelte instituts likviditetsrisikoprofil, og hvorvidt disse revurderes med passende regelmæssighed, herunder i takt med at relevante forhold for instituttet ændrer sig.
Undersøgelsen viser, at de fleste institutter anvender forsvarlige og velbegrundede forudsætninger i likviditetsstresstesten, mens enkelte institutter har mangler og svagheder i forhold til at definere og argumentere tilstrækkeligt for de valgte forudsætninger i stresstesten.
Undersøgelsen viser, at kontrolmiljøer for likviditetsstresstesten skal forbedres i nogle institutter, herunder dokumentationen.
Flere institutter anvender likviditetsstresstesten til den løbende likviditets-planlægning og fastsættelse af interne grænser. Institutter, der ikke gør det, påbydes at inddrage likviditetsstresstesten i likviditetsplanlægningen og likviditetsstyringen. Det enkelte instituts likviditetsstresstest er således i sagens natur en væsentlig del af grundlaget for instituttets egen vurdering af sine likviditetsrisici og bør følgelig afspejles i risikostyringen og politikken på området.
De fleste institutter rapporterer likviditetsstresstestens resultater fyldestgørende til bestyrelsen. Enkelte institutter havde mangler og svagheder i rapporteringen af likviditetsstresstestens resultater til bestyrelsen, og bestyrelsens involvering i forhold til tilpasninger af stresstestens forudsætninger var ligeledes mangelfuld. Det var heller ikke i alle institutter, som foretager Net Stable Funding Ratio (NSFR) stresstesten, at resultaterne af denne blev rapporteret til bestyrelsen.
Enkelte undersøgte institutter forholder sig ikke til NSFR i deres stresstestmiljø og begrunder ikke valget om ikke at analysere NSFR-nøgletallet under stress.
Metode og antagelser baseret på likviditetsstresstesten
Likviditetsstresstesten skal i tilstrækkelig grad tage højde for institutspecifik og markedsspecifik stress. Herudover skal likviditetsstresstesten afspejle usandsynlige, men ikke utænkelige scenarier, jf. ledelsesbekendtgørelsens bilag 4, nr. 22, litra a og b.
Herudover er det vigtigt, at institutter har implementeret et velfungerende kontrolmiljø, der sikrer, at institutter anvender de korrekte forudsætninger og rapporterer de rigtige resultater til beslutningstagere.
De fleste institutter anvender forsvarlige og velbegrundede forudsætninger i likviditetsstresstest, mens enkelte institutter skal rette op på antagelser og argumentation. I forhold til metoder og antagelser i likviditetsstresstesten har temainspektionens fokus været på, om disse er velbegrundet. Det har ikke været formålet at vurdere pengeinstitutternes valg af konkrete stressparameter i forhold til metode og antagelser. Flere af de undersøgte institutter anvender en standardmodel for likviditetsstresstest fra Lokale Pengeinstitutter (LOPI-modellen), hvilket kan være fint, men det ændrer ikke på, at den enkelte bank og sparekasse i givet fald skal forholde sig kritisk til, om LOPI-modellens parametre er relevante og passende for deres individuelle forhold og forretningsmodel mv.
Det er vigtigt, at stresstesten udfordrer instituttets likviditet og de interne grænser. Herudover skal instituttets valg af forudsætninger være velbegrundet, også hvis institutter vælger ikke at ændre på LOPI-modellens standardforudsætninger.
I et stresset likviditetsscenarie er det fornuftigt, at pengeinstitutter tager højde for en tilbagegang i stigningen af udlån. Dog bør pengeinstitutter ikke løbende planlægge og styre efter en samlet udvikling i udlån på 0 pct., da der altid vil være forhold, som kræver udlån under stress. Selvom et institut bliver ramt af likviditetsstress kan det således være mindre realistisk for instituttet i praksis at reducere udlånet eller udlånsvæksten frit, herunder henset til et væsentligt hensyn til at opretholde forretningsomfanget med kunderne mv.
Gennemgået materiale viser generelt det positive forhold, at de undersøgte banker og sparekasser har forholdt sig til tilbagemeldinger fra eventuelle tidligere inspektioner og til Finanstilsynets tilbagemeldinger til deres ILAAP-rapporter, som vedrører likviditetsstresstesten. I disse tilfælde er udviklingen af pengeinstitutternes stillingtagen til likviditetsstresstestens metoder og antagelse meget tydelig.
Likviditetsstyringen baseret på likviditetsstresstesten
De små og mellemstore pengeinstitutter har på nuværende tidspunkt generelt god adgang til likviditet og finansiering, men belært af tidligere erfaringer kan denne adgang forsvinde hurtigt og for en længere periode, i en situation hvor de finansielle markeder kommer under pres.
Derfor er det vigtigt, at institutterne definerer en forsvarlig likviditetsstresstest og anvender resultaterne i likviditetsstyringen. Institutternes beslutningstagere skal have de nødvendige informationer om instituttets likviditetsrisici og disses horisont for at kunne sikre passende grænser for likviditets- og fundingrisici.
Flere institutter anvender likviditetsstresstesten til den løbende likviditetsplanlægning og fastsættelse af interne grænser. Finanstilsynet påbyder institutter - der ikke gør det - at inddrage likviditetsstresstesten i deres likviditetsstyring og likviditetspolitik.
Løbende tilpasning og rapportering
Likviditetsstresstestens forudsætninger skal tages op til revision mindst én gang om året, jf. ledelsesbekendtgørelsens bilag 4, nr. 22, litra e. Instituttet skal sikre, at bestyrelsen modtager en fyldestgørende og præcis rapportering af likviditetsstresstestens resultater for at kunne træffe beslutninger om instituttets likviditetsrisici, jf. ledelsesbekendtgørelsens bilag 4, nr. 47 og 48.
De fleste institutter rapporterer likviditetsstresstestens resultater fyldestgørende til bestyrelsen. Enkelt institutter viser sig at have mangler på dette område og rapporterer ikke et tilstrækkeligt overblik over relevante likviditetsrisici til bestyrelsen. Blandt andet bør der i rapportering til bestyrelsen ikke undlades figurer, som illustrerer instituttets overlevelseshorisont.
Bestyrelsen skal godkende instituttets metoder og antagelse for at udføre en likviditetsstresstest, og disse metoder og antagelser skal dokumenteres af direktionen, jf. ledelsesbekendtgørelsens bilag 4, nr. 21. Instituttet skal sikre, at forudsætningerne i likviditetsstresstesten er blevet godkendt af bestyrelsen, inden disse anvendes i likviditetsstresstesten.
Temainspektionen gav anledning til påbud ift. manglende bestyrelsesgodkendelse af tilpasninger af antagelser i likviditetsstresstesten forud for anvendelsen.
Net Stable Funding Ratio (NSFR)
Finanstilsynet forventer, at institutter foretager følsomhedsanalyser for NSFR, mens egentlige stresstest af NSFR ikke nødvendigvis giver tilstrækkelig merværdi for institutterne, ikke mindst institutterne i den størrelsesorden, som er blevet undersøgt her. Det er vigtigt, at institutter identificerer nøglekategorier, som driver NSFR-nøgletallet. En følsomhedsanalyse skaber et overblik over, hvor meget en beholdning må stige eller falde, inden instituttet rammer de interne grænser eller lovkravet for NSFR.
Undersøgte institutter anvender primært LOPI-modellens NSFR-stresstest, mens enkelte institutter hverken anvender LOPI-modellen eller foretager en følsomhedsanalyse for NSFR. Herudover begrunder institutter ikke, hvorfor instituttet hverken anvender en NSFR-stresstest eller en NSFR-følsomhedsanalyse.
I de tilfælde, hvor institutter anvendes NSFR-stresstest eller følsomhedsanalyser er det vigtigt, at der rapporteres om NSFR-stresstestens eller følsomhedsanalysens resultater til bestyrelsen, da bestyrelsen som beslutningstager skal have et fyldestgørende overblik over instituttet finansieringsrisici.
NSFR er et relativt nyt krav, men i takt med at institutternes erfaring med kravet er steget og i takt med at institutternes forståelse af, hvordan NSFR udvikler sig og reagerer over tid for det enkelte institut og for forskellige forretningsmodeller, stiger Finanstilsynets forventninger tilsvarende til en robust risikostyring vedrørende NSFR, herunder gennem passende følsomhedsanalyser eller stresstest og gennem fastsættelse af fornuftige rammer på baggrund heraf.
Redegørelser
Finanstilsynet har offentliggjort de forskellige redegørelser her: