Den 12. oktober 2020 offentliggjorde Flügger Group A/S (Flügger) en selskabsmeddelelse med overskriften ”Flügger får ny administrerende direktør”. I denne meddelelse offentliggjorde Flügger, at Jimmi Mortensen ville fratræde stillingen som administrerende direktør 31. marts 2021 og Sune Schnack ville tiltræde i stedet. Samtidig ville Jimmi Mortensen overtage Sune Schnacks rolle som næstformand for bestyrelsen.
Flügger har oplyst til Finanstilsynet, at Flügger modtog Jimmi Mortensens opsigelse den 30. september 2020. De besluttede på dette tidspunkt at udsætte offentliggørelsen i medfør af markedsmisbrugsforordningens art. 17, stk. 4, for at sikre en god overgangsperiode for Flügger. Endvidere ville en offentliggørelse af Jimmi Mortensens fratrædelse uden sikkerhed for, om han ville fortsætte i bestyrelsen og usikkerhed over, hvem der skulle overtage stillingen kunne skade forhandlingerne om købet af aktier i Eskaro Group.
Finanstilsynet vurderer, at disse forhold i dette tilfælde udgør legitime hensyn, som berettiger en udsættelse af offentliggørelse af den interne viden. Dog kan udsættelsen alene opretholdes, så længe kriterierne fortsat består.
På tidspunktet, hvor der ikke længere er usikkerhed om, at Jimmi Mortensen vil overgå til bestyrelsesmedlem og at Sune Schnack indtræder som administrerende direktør, kan udsættelsen ikke opretholdes, og den interne viden skal offentliggøres hurtigst muligt.
Flügger modtog en underskrevet fratrædelsesaftale den 9. oktober 2020, hvoraf det fremgik, at Jimmi Mortensen fratræder sin stilling som administrerende direktør den 31. marts 2021. Samtidig indgås der også en bestyrelsesaftale, hvoraf det fremgik, at Jimmi Mortensen indtræder i bestyrelsen på en senere ekstraordinær generalforsamling. Sune Schnack og Jimmi Mortensen bytter derved roller i Flügger.
Flügger har dog oplyst i et høringssvar, at der efter deres vurdering fortsat herskede tvivl om, hvornår ændringerne skulle gennemføres, hvilket Finanstilsynet ikke vurderer relevant efter de indgåede aftaler. I dagene op til offentliggørelse havde Flügger planlagt at offentliggøre den interne viden mandag den 12. oktober 2020 kl 9. Lige som i Finanstilsynets afgørelse af 14. august 2019 (GreenMobility) kan Flügger ikke vente med at offentliggøre den interne viden til et specifikt tidspunkt eller til markederne åbner.
På denne baggrund har Finanstilsynet givet Flügger en påtale for overtrædelse af markedsmisbrugsforordningens art. 19, stk. 4, jf. stk. 1.