For markedsrisikoområdet gennemgik Finanstilsynet de centrale styrings-dokumenter og organiseringen af området, herunder anvendelsen af komitéer. Herudover undersøgte Finanstilsynet, hvilke opgaver der varetages af bankernes markedsrisikofunktioner i anden forsvarslinje. Finanstilsynet lag-de ved inspektionen særlig vægt på ansvarsfordelingen mellem første og anden forsvarslinje, herunder i hvilket omfang risikostyringsfunktionerne i anden forsvarslinje udfordrer risikotagningen i de disponerende enheder, og om der sker tilstrækkelig overvågning af, at bankens markedsrisici er in-den for de grænser, der er fastsat af bestyrelsen og direktionen. Inspektionen havde fokus på governance vedrørende markedsrisici relateret til positioner i handelsbeholdningen.
For værdiansættelsesmodeller har Finanstilsynet ved inspektionen haft fokus på bankernes governance i forhold til at sikre, at værdier opgøres korrekt. Korrekt opgørelse af værdier er afgørende for, om bankernes risici er opgjort korrekt. Inspektionen omfattede ikke de IT-risici, der er forbundet med driften og implementeringen af værdiansættelsesmodellerne.
Sammenfatning og risikovurdering
Banken har en bestyrelsesgodkendt markedsrisikopolitik, som definerer bankens risikoappetit på markedsrisikoområdet på forskellige risikotyper in-den for markedsrisiko. Herudover har banken en samlet risikoappetit på tværs af de forskellige markedsrisici. Ved gennemgang af markedsrisikopolitikken vurderede banken ikke, hvorvidt opgørelsesmetoden for den samlede risikoappetit og de anvendte stressscenarier stadig var relevante for bankens forretningsmæssige aktiviteter og nuværende markedsforhold. Banken fik derfor påbud om at revurdere opgørelsen af den samlede risikoappetit.
Inspektionen viste, at banken ikke har etableret kontroller, der sikrer, at det underliggende datagrundlag for opgørelsen af bankens interne grænser for markedsrisici er korrekt, og en opgørelse af gammarisiko på valutaoptioner havde været opgjort forkert i bankens risikostyringssystem over længere tid. Banken fik derfor påbud om at sikre, at markedsrisici identificeres, måles, håndteres og rapporteres korrekt.
Finanstilsynet konstaterede endvidere, at bankens værdiansættelsesmodel-ler ikke har været underlagt uafhængig validering. Banken fik derfor påbud om at sikre dette. Banken fik desuden påbud om at udarbejde forretningsgange relateret til udvikling, anvendelse og validering af værdiansættelses-modeller samt udarbejde dokumentation for værdiansættelsesmodellerne.
Bankens solvensbehov var den 31.december 2019 opgjort til 9,5 pct. Ban-ken havde i opgørelsen ikke taget højde for manglerne i bankens systemintegration på markedsrisikoområdet. Banken har tilkendegivet, at banken vil øge solvensbehovet med 50 mio. kr., hvilket Finanstilsynet vurderer som dækkende.