Indledning
Finanstilsynet foretog i oktober og november 2015 en funktionsundersøgelse af DLR Kredit A/S (DLR). Undersøgelsen omfattede store lån, restancer og it-området.
På undersøgelsen gennemgik Finanstilsynet udvalgte politikker, forretningsgange og rapporteringer inden for kredit- og restanceområdet. Derudover gennemgik Finanstilsynet 40 store lånesager, 10 nedskrivningssager samt 30 restancesager
Sammenfatning og risikovurdering
DLR er primært ejet af lokale og regionale pengeinstitutter, som også henviser lån til DLR. DLRs primære udlånsområder er landbrugsejendomme og erhvervsejendomme i byerne. DLR er et relativt set mindre realkreditinstitut, hvilket giver visse udfordringer i forhold til opfyldelse af de LCR-krav til seriestørrelser, der er implementeret med EU-reguleringen.
Der har på markedet været eksempler på, at kursen på realkreditobligationer afhænger af LCR-kategori. DLR har fået tilladelse til anvendelse af IRB metode for dele af udlånet, hvilket forventes at forbedre kapitalprocenten med i niveauet 2,5 pct.-point. DLR bør dog fortsat have fokus på kapital i forbindelse med indfasning af CRDIV.
Kreditrisikoen på lånene deles mellem DLR og pengeinstitutterne via forskellige garantikoncepter, der begrænser risikoen på udlånene, og i stedet giver DLR en potentiel risiko på pengeinstitutterne.
DLR begrænser endvidere kreditrisikoen ved i visse tilfælde at tilpasse lånetilbuddet til den underliggende risiko, herunder i forhold til afdragsfrihed, løbetid og ved ikke at gå ud til lånegrænsen i alle tilfælde.
DLRs store lån har efter Finanstilsynets vurdering en ringere kreditbonitet end andre realkreditinstitutters, målt på antallet af engagementer med objektiv indikation for værdiforringelse (OIV). På undersøgelsen var der OIV i 8 landbrugsudlån og i 10 erhvervsudlån. DLR havde allerede identificeret OIV i disse lånesager.
Finanstilsynet vurderer på baggrund af gennemgangen af restancesagerne og de store engagementer, at DLR generelt identificerer svage engagementer og behandler dem i henhold til nedskrivningsreglerne.
Nedskrivningsbehovet hos DLR er lavt i forhold til antallet af OIV-sager, hvilket især skyldes pengeinstitutgarantier. Finanstilsynet har konstateret et mindre nedskrivningsbehov som følge af en operationel fejl hos DLR.
DLR har fået et påbud om øget funktionsadskillelse, eller indførelse af kompenserende foranstaltninger for instituttets nedskrivningsbehandling, idet dele af udlånet både bevilges og kontrolleres for OIV af samme organisatoriske enhed.
På it-området vurderer Finanstilsynet, at DLR har fokus på styring og minimering af risici på it-området. I forlængelse heraf vurderes det, at it-risikostyringen i DLR grundlæggende er på et tilfredsstillende niveau og tager afsæt i en struktureret metode herfor.
Det er endvidere Finanstilsynets vurdering, at DLRs forretningsgange og ledelsesrapportering grundlæggende er tilfredsstillende, men at der på enkelte områder er behov for en højere grad af dokumentation.
Finanstilsynet har påbudt DLR at forbedre dokumentationen på enkelte områder i relation til it-risikovurderingerne samt at forbedre ledelsesopfølgningen på effektiviteten af de etablerede kontroller.
Endvidere har Finanstilsynet påbudt DLR at sikre, at der for et enkelt system bliver udarbejdet tilstrækkelige forretningsgange for ændringshåndtering.
DLR havde pr. 31. december 2015 opgjort et solvensbehov på 8,2 pct. inkl. bufferkrav. Den faktiske solvens udgjorde 12,9 pct. Undersøgelsen gav ikke Finanstilsynet anledning til at ændre solvensbehovet.