1. Indledning
Finanstilsynet var i februar – april 2014 på inspektion i Ringkjøbing Landbobank A/S.
Inspektionen var en ordinær inspektion, hvor alle bankens væsentlige områder blev gennemgået ud fra en risikobaseret vurdering, hvor der blev lagt størst vægt på de områder, der havde den største risiko.
2. Sammenfatning og risikovurdering
Bankens forretningsmodel er dels at være en regional bank i Midt- og Vestjylland, dels at være en nichebank inden for finansiering af vindmøller, finansiering af læger og tandlæger samt at levere private banking-ydelser. Det er et væsentligt element i bankens forretningsmodel at foretage 1. prioritetsfinansieringer af primært ejendomme og vindmøller.
Banken har en robust kapitalstyrke i forhold til risikoprofilen, idet kapitalgrundlaget i overvejende grad er egenkapital. Banken har samtidig en relativt høj indtjening, der kan bidrage til at dække tab som følge af en eventuelt negativ udvikling. Desuden har banken formået at fastholde lave tabs- og nedskrivningsniveauer sammenlignet med øvrige gruppe 2-institutter, og bankens tabsrisici knyttet til svage engagementer er ligeledes forholdsvis lave.
Finanstilsynet gennemgik på inspektionen bankens 55 største udlånsengagementer og 310 engagementer udtaget ved stikprøve blandt bankens øvrige udlånsengagementer, i alt svarende til 40 pct. af bankens samlede udlån og garantier. Derudover blev alle engagementer med bankens bestyrelse og direktion gennemgået.
På baggrund af gennemgangen af de udvalgte engagementer vurderede Finanstilsynet, at de samlede nedskrivninger var tilstrækkelige.
Blandt de 55 største engagementer var der objektiv indikation for værdiforringelse (OIV) i 8 engagementer, svarende til 14 pct. målt på udlånsmassen. 4 af disse engagementer kan henføres til landbrug, 3 til ejendomme og 1 til øvrigt erhverv. Målt på udlånsmasse var 63 pct. af de største engagementer uden svaghedstegn, hvilket bekræfter at boniteten af låneporteføljen er højere end i sammenlignelige institutter.
Bankens indberettede solvensbehov pr. ultimo marts 2014 var 8,8 pct. Banken har opgjort den faktiske solvens til 18,1 pct. Finanstilsynet vurderede på baggrund af undersøgelsen, at solvensbehovet var tilstrækkeligt i lyset af bankens risici og forretningsmodel. Banken fik et påbud om at forbedre dokumentation og metode ved opgørelsen af solvensbehovet.
Finanstilsynet konstaterede, at bankens konkrete kreditmæssige dispositioner generelt fremstod forsvarlige. Bankens forretningsgange havde dog mangler, og dokumentationen af vurderinger og analyser var utilstrækkelig. Banken er på dette område ikke på niveau med sammenlignelige institutter. Finanstilsynet gav en række påbud, der afspejler, at banken har behov for at styrke dette område. Herunder fik banken påbud om i højere grad at dokumentere analyser, beregninger og talgrundlag ved bevilling og i den løbende overvågning.
Finanstilsynet konstaterede i enkelte tilfælde, at banken fraviger sine i øvrigt faste kreditstandarder for at opnå forretninger, idet banken ud fra disse forretningsmæssige overvejelser ikke sikrer sig kundens maksimale sikkerhedsstillelse til afdækning af kreditrisiciene.
Finanstilsynet gennemgik også bestyrelsens og revisionsudvalgets arbejde. Banken fik et påbud om, at bankens forhandlingsprotokol ikke afspejler de i bestyrelsen førte forhandlinger. Dette var en gentagelse af et påbud fra inspektionen i 2010, idet der ikke kunne konstateres tilstrækkelige forbedringer. Finanstilsynet gav også påbud om, at bankens revisionsudvalg ikke løfter sit arbejde på tilstrækkelig vis. Endelig fik banken påbud om, at der skal foreligge tilstrækkelige økonomiske oplysninger ved behandling af udlånsengagementer tilknyttet bankens bestyrelsesmedlemmer.
Henset til bankens størrelse og kompleksitet fik banken påbud om at styrke den interne revision.
Endeligt fik banken en række påbud om, at flere af de skriftlige procedurer og forretningsgange skal forbedres, ligesom banken skal forbedre indsamlingen og håndteringen af information om operationelle risici forstået som faktiske og potentielle tab i forbindelse med mangler i bankens interne procedurer.
Finanstilsynet påtalte, at banken først i 2013 reelt har efterlevet et påbud fra sidste inspektion i 2010 om, at der ikke blev udført tilstrækkelig compliance i banken, og at området skulle tilføres yderligere ressourcer.