Lov om finansiel virksomhed § 145 og bekendtgørelse om store engagementer bilag 1 - om 50/50 procent ejerskab af et tredje selskab

23-10-2012

Finanstilsynets afgørelse af 20. september 2012.

Finanstilsynet har modtaget en forespørgsel fra et pengeinstitut om, hvorvidt et engagement med selskab C alene skal konsolideres med den ene ejer, selskab A, eller også med den anden ejer, selskab B, jf. § 145 i lov om finansiel virksomhed og bekendtgørelse om store engagementer.

Pengeinstituttet oplyste, at selskaberne A og B hver ejer 50 procent af aktiekapital og stemmerettigheder i selskab C.

Bestyrelsen i selskab C består af 4 medlemmer. Det er i vedtægterne ikke valgt at gøre formandens stemme udslagsgivende ved stemmelighed i bestyrelsen. 2 af medlemmerne i bestyrelsen har ledende stillinger i selskab A-koncernen, mens de 2 andre medlemmer er associeret til selskab B-koncernen.

Direktionen i selskab C består af de samme 2 registrerede direktører som i selskab A. Vederlaget til direktionen i selskab C afholdes af selskab A.

Ifølge bilag 1, pkt. 4, litra a, i bekendtgørelse om store engagementer kan en kunde være omfattet af to eller flere i øvrigt af hinanden uafhængige grupper af indbyrdes forbundne kunder, hvis en kunde er ejet 50 pct. af to i øvrigt af hinanden uafhængige kunder.

Det fremgår af pkt. 32 i CEBS’ “Guidelines on the implementation of the revised large exposures regime” af 11. december 2009, at “there will be some situations where there could be a requirement to include an entity in more than one group of connected clients, for example, in the case of an entity which two persons/companies hold 50/50 participations if they exercise equal control on the entity.”

I afgørelse af 21. december 2000 traf Finanstilsynet beslutning om konsolidering af 50/50 procent ejerskab af et tredje selskab, hvor de to aktionærer havde lige stor indflydelse på ledelsen af det tredje selskab. Alle beslutninger i selskabet blev truffet i enstemmighed, hvorved begge aktionærer opnåede vetoret. Finanstilsynet afgjorde, at bl.a. på baggrund af vetoretten var der tale om en sådan indbyrdes forbindelse mellem aktionærerne og selskabet, at der skulle ske konsolidering mellem selskabet og hver aktionær.

Selskab A og selskab B har ved ovennævnte konstruktion af bestyrelsen lige stor indflydelse i bestyrelsen, idet det på det foreliggende grundlag vurderes, at hvert medlem kan påvirke beslutninger truffet i bestyrelsen. Hvert selskab har derved vetoret ved beslutningstagning. Selskab A og selskab B vurderes på den baggrund at udøve ligelig kontrol med selskabet.

På baggrund af ovenstående vurderer tilsynet, at da selskab C er ejet henholdsvis 50 procent af selskab A og 50 procent af selskab B, og der udøves ligelig kontrol med selskabet, skal engagementet med selskab C konsolideres med selskab A såvel som med selskab B. For god ordens skyld kan oplyses, at det ikke indebærer, at engagementerne med selskab A og selskab B af denne årsag skal konsolideres.

Senest opdateret 23-10-2012