Indledning
Finanstilsynet var i september 2011 på inspektion i Skjern Bank A/S.
Inspektionen var en funktionsundersøgelse, med fokus på bestyrelsens og direktionens arbejde, kreditgennemgang af 50 udvalgte engagementer indenfor bl.a. ejendomme og landbrug blandt bankens største engagementer, likviditet og solvensbehov.
Denne redegørelse offentliggøres efter reglerne i bekendtgørelse om finansielle virksomheders pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden.
Sammenfatning og risikovurdering
Finanstilsynet gennemgik 50 udvalgte engagementer samt alle engagementer med direktion og bestyrelse (såkaldte §78 engagementer). De gennemgåede engagementer svarede til ca. 34 procent af bankens samlede udlån og garantier.
Bankens ejendomseksponering udgør 21,5 procent, og ligger dermed over gennemsnittet for pengeinstitutter i gruppe 3 (mindre pengeinstitutter). En del af de finansierede ejendomme er beliggende i Tyskland. Bankens udlån til landbruget udgør cirka 14,8 procent af engagementsmassen og ligger ligeledes over gennemsnittet for de mindre institutter.
Bankens kunder er, som det er tilfældet i de fleste af landets pengeinstitutter, ramt af konjunkturtilbageslaget. Andelen af utvivlsomt gode engagementer og engagementer med normal bonitet er således mindre nu end ved sidste undersøgelse. Tilsvarende er andelen af svage engagementer øget.
Banken får en risikooplysning om den relativt høje eksponering mod ejendomme og landbrug og en relativt lav tabskapacitet.
Det er Finanstilsynets opfattelse, at banken generelt har en tæt opfølgning på sine erhvervskunder. Dette gælder også svage engagementer. Banken beregner ligeledes nedskrivningsbehov i overensstemmelse med reglerne herom.
Finanstilsynet kunne i forbindelse med gennemgangen af bestyrelsens engagementer konstatere, at der var væsentlige mangler i bankens procedure og behandling af §78 engagementer. Der var endvidere betydelige svaghedstegn på flere af disse §78 engagementer. Herunder flere engagementer med objektiv indikation for værdiforringelse, hvilket banken ikke selv havde identificeret. Der er dog aktuelt ikke et nedskrivningsbehov på disse engagementer.
Banken er blevet påbudt at forbedre deres procedurer på området. Bankens bestyrelse har endvidere tilkendegivet, at den vil tage de nødvendige skridt i forhold til sammensætningen af bestyrelsen som følge af forholdene.
Banken modtog endvidere flere påbud omkring indretningen af bestyrelsesprotokollen, herunder bl.a. manglende protokollering af konklusioner fra aktivgennemgang og manglende rapportering på udnyttelse af alle instruksgrænserne til direktionen.
Banken har individuelle statsgarantier, der skal tilbagebetales i 2013. Den individuelle statsgaranti er større end bankens aktuelle likviditetsoverdækning. Banken bør derfor allerede nu overveje strategien for tilbagebetaling af statsgarantierne, herunder at konkurrencesituationen for indlån kan ændre sig væsentligt frem mod 2013, hvilket kan gøre det vanskeligere at tiltrække indlån. Banken skal indsende en opdateret redegørelse til Finanstilsynet for de langsigtede likviditetsplaner, især vedrørende planerne for indfrielse af statsgarantierne i 2013.
Banken modtog flere påbud om at tilpasse sine forretningsgange på likviditetsområdet.
Banken havde ved udgangen af juni 2011 opgjort det individuelle solvensbehov til 10,0 procent og den faktiske solvens til 15,4 procent. Finanstilsynet vurderede på baggrund af inspektionen, at solvensbehovet ikke var tilstrækkeligt.
Finanstilsynet har efterfølgende modtaget bankens opgørelse af solvensbehovet pr. ultimo september 2011. Dette er opgjort til 11,8 procent. Finanstilsynet har taget bankens opgørelse til efterretning. Bankens faktiske solvens er ultimo september 2011 opgjort til 15,7 procent.