Regnskabskontrol af årsrapporten for 2010 for Aarhus Lokalbank A/S

16-05-2011

Regnskabsregler: § 36, § 83, § 93a, § 129 a, i bekendtgørelse nr. 1305 af 16. december 2008 om finansielle rapporter for kreditinstitutter og fondsmæglerselskaber m.fl.  
Dokumenttype: Årsrapport.
Regnskabsår: 2010.
Afgørelsesdato: 9. maj 2011

Fondsrådets afgørelse

Det er Fondsrådets vurdering, at Aarhus Lokalbank Aktieselskabs årsrapport for 2010 indeholder følgende fejl:

  1. Årsrapportens oplysninger om kreditrisiko, sikkerhedsstillelser og kreditkvalitet for udlån er efter Fondsrådets vurdering ikke i overensstemmelse med oplysningskravene i henhold til § 93 a, stk. 2, nr. 1, 3, 4 og 5 i regnskabsbekendtgørelsen.
  2. Aarhus Lokalbank har ikke givet fuldstændige oplysninger om følsomheden over for markedsrisici i form af angivelse af, med hvor store beløb bankens resultat og egenkapital ville være påvirket af rimeligt sandsynlige ændringer i de relevante risikovariable som krævet i henhold til regnskabsbekendtgørelsen § 129 a.
  3. Årsrapportens oplysninger om begivenheder efter balancedagen, tab på Amagerbanken, er efter Fondsrådets vurdering ikke i overensstemmelse med oplysningskravene i henhold til § 83 i regnskabsbekendtgørelsen.

Aarhus Lokalbank offentliggjorde den 10. marts 2011 supplerende/korrigerende information til årsrapporten for 2010 som delvist afhjalp de konstaterede fejl.  Fondsrådet har på denne baggrund givet banken en påtale for, at bankens årsrapport for 2010 indeholder de nævnte fejl.

Det fremgår af den supplerende/korrigerende information, at bankens IT system ikke muliggør særskilt oplysning om kreditkvaliteten for udlån, der ikke er i restance eller ikke er nedskrevne. Denne oplysning skal muliggøre, at regnskabslæserne kan vurdere kvaliteten på den del af udlånsporteføljen, hvorpå der endnu ikke er konstateret problemer i form af restancer eller nedskrivninger. 

Da Aarhus Lokalbank har oplyst, at banken på nuværende tidspunkt ikke kan give alle de krævede oplysninger om kreditkvalitet for udlån, har Fondsrådet påbudt banken hurtigst muligt at foretage de nødvendige foranstaltninger, så banken bliver i stand til at give de krævede oplysninger. Oplysningerne skal senest kunne gives i forbindelse med årsrapporten for 2011.

Læs hele afgørelsen her (pdf)

 

Senest opdateret 16-05-2011