1. Beskrivelse af sagen
Der er tale om et pengeinstitut, som for 2005 skal aflægge koncernregnskab efter de internationale regnskabsstandarder, og som har oplyst, at moderselskabsregnskabet forventeligt skal aflægges efter de danske regnskabsregler i lov om finansiel virksomhed og regnskabsbekendtgørelsen for pengeinstitutter m.v. Det vurderes, at der i forhold til denne problemstilling ikke er forskel på de internationale regnskabsstandarder og de omtalte danske regnskabsregler, hvorfor afgørelsen er relevant i forhold til begge regelsæt.
Sagen omhandlede, hvorvidt instituttets metode for beregning af nedskrivningsbehov på mindre udlån var i overensstemmelse med reglerne herfor. Fondsrådets kontrol tog ikke udgangspunkt i en konkret års- eller delårsrapport, men byggede på en gennemgang af instituttets praksis.
Ved beregning af nedskrivningsbehov på mindre udlån, hvorpå der var identificeret tab, anvendte instituttet en fast nedskrivningsprocent af blanco og forholdt sig ikke til, om den herved fremkomne nedskrivning var udtryk for bedste skøn over de betalingsstrømme, der ville komme fra det konkrete udlån. Instituttet var af den opfattelse, at den anvendte metode var i overensstemmelse med regnskabsreglerne, idet det af IAS 39, afsnit AG92, fremgår, at formel-baserede eller statistiske metoder kan anvendes ved fastlæggelse af nedskrivningsbehov på en gruppe af finansielle aktiver (f.eks. for mindre udlån).
2. Retligt grundlag
Det følger af afsnit af IAS 39, afsnit AG88, og § 54, stk. 2, i regnskabsbekendtgørelsen, at så snart der foreligger information, som identificerer tab på enkelte udlån i en gruppe, skal udlånet fjernes fra gruppen.
Af regnskabsbekendtgørelsens § 54, stk. 2, følger endvidere, at der for identificerede udlån, jf. ovenfor, skal foretages en individuel beregning af nedskrivningsbehovet i henhold til regnskabsbekendtgørelsens § 52.
3. Fondsrådets vurdering
Det var Fondsrådets vurdering, at samspillet mellem IAS 39, afsnit 63 og 64, og AG88 medfører, at der også i henhold til de internationale regnskabsstandarder skal foretages en individuel vurdering af udlån, for hvilke der foreligger information, som identificerer tab.
Efter Fondsrådets opfattelse omhandler IAS 39, AG92, således ikke beregning af individuelle nedskrivningsbehov, men giver i stedet vejledning til beregning af nedskrivninger på grupper. Efter Fondsrådets opfattelse skal der således foretages en individuel vurdering af et udlån, så snart der foreligger information, som identificerer tab på udlånet, hvad enten der er tale om større eller mindre udlån.
Det var derfor også Fondsrådets vurdering, at anvendelse af en fast nedskrivningsprocent af blanco ikke i alle tilfælde kunne være udtryk for bedste skøn for det konkrete udlån, og at instituttet ved beregning af nedskrivningsbehov på et udlån nødvendigvis altid skal forholde sig til, om den faste nedskrivningsprocent er udtryk for bedste skøn for det konkrete udlån - og korrigere den beregnede nedskrivning, hvis dette ikke er tilfældet.
4. Fondsrådets afgørelse og reaktion
Fondsrådet påbød instituttet at ændre sin fremgangsmåde, således at der i overensstemmelse med IAS 39, afsnit 63 - 64 og afsnit AG 88 samt regnskabsbekendtgørelsens § 54, stk. 2, - for udlån, for hvilke der foreligger information, som identificerer tab, foretages en individuel beregning af nedskrivningsbehov.
Fondsrådet påbød endvidere instituttet - ved beregning af individuelle nedskrivningsbehov - altid at foretage en konkret vurdering af, om den faste nedskrivningsprocent af blanco også er udtryk for bedste skøn for den enkelte låntager samt at foretage korrektion af den beregnede nedskrivning, hvis dette ikke er tilfældet.
I sin afgørelse oplyste Fondsrådet instituttet om, at påbuddet kan undlades efterkommet, hvis virkningen af at følge instituttets alternative praksis frem for at følge påbuddet alene er uvæsentlig, jf. IAS 8, afsnit 8.
I den forbindelse understregede Fondsrådet, at instituttet - hvis det vælger at følge en alternativ praksis - skal foretage en væsentlighedsvurdering forud for enhver ekstern regnskabsrapportering, og at denne vurdering skal foretages således, at det vurderes, om alle ikke-korrigerede fejlinformationer i regnskabet (som følge af ikke at følge påbuddet eller opstået på anden vis), både enkeltvist og sammenlagt er uvæsentlige for regnskabet som helhed.