Sagsfremstilling:
Et realkreditinstitut, der indgår i en bankkoncern, anmodede Finanstilsynet om en afklaring af konsolideringsbestemmelserne vedrørende opgørelsen af solvenskravene på koncernniveau.
I følge bank- og sparekasselovens § 37 a, stk. 9, anvendes solvensbestemmelserne for pengeinstitutter, herunder bestemmelserne i bekendtgørelse om kapitaldækning for pengeinstitutter m.v., på aktiver og passiver i realkreditinstitutter, der er datterselskaber til et pengeinstitut, ved opgørelsen af solvenskravet på koncernniveau.
I henhold til § 12, nr. 4, pkt. a og b, i bekendtgørelse om kapitaldækning for pengeinstitutter m.v. vægtes tilgodehavender sikret ved pant i beboelsesejendomme til helårsbrug samt fritidshuse inden for henholdsvis 80 % og 60 % af den offentlige ejendomsvurdering med 0.5. I henhold til § 11, nr. 4, i bekendtgørelse om realkreditinstitutternes kapitaldækning vægtes udlån mod pant i beboelsesejendomme, herunder stuehuse til landbrugsejendomme, samt kontor og forretningsejendomme i henhold til en midlertidig ordning, ligledes med 0.5 %. Lånegrænserne for realkreditinstitutter for beboelsesejendomme og fritidshuse er henholdsvis 80 % og 60 %.
Ved pengeinstitutternes opgørelse af de vægtede udlån sættes udlånet i forhold til den offentlige ejendomsvurdering. Ved realkreditinstitutternes opgørelse sættes udlånet derimod i forhold til en konkret vurdering af ejendomme efter realkreditlovens regler.
Instituttet anmodede Finanstilsynet om at bekræfte, at der for så vidt angår realkreditinstituttets udlån kunne lægges de samme vægtede værdier til grund ved konsolideringen på koncernniveau, som anvendes ved opgørelsen af solvenskravene til realkreditinstituttet efter reglerne i bekendtgørelse om realkreditinstitutters kapitaldækning.
Afgørelse/begrundelse:
Målet med konsolideringsbestemmelserne i bank- og sparekasselovens § 37 a er at hindre, at der sker en udhulning af kravene til bl.a. solvens, likviditet og midlernes placering ved at aktiviteterne placeres i koncernselskaber, der ikke skal opfylde sådanne krav.
I det foreliggende tilfælde, hvor regelsættet for henholdsvis pengeinstituttets og realkreditinstitutters kapitaldækning bygger på samme direktiv (solvensnøgletalsdirektivet 89/647/EØF), vurderes der ikke at være kvalitative forskelle på de 2 regelsæt.
Da realkreditinstituttets foreslåede udlægning af konsolideringen af solvenskravene således ikke kunne anses for at være i strid med konsolideringsbestemmelsernes formål, kunne Finanstilsynet tiltræde, at der ved anvendelse af § 12, nr. 4, pkt. a og b, i bekendtgørelse om kapitaldækning for pengeinstitutter m.v. ved beregningen af solvens på koncernniveau, for så vidt angår real-kreditlån, kun tages udgangspunkt i ejendomsvurderingen på baggrund af realkreditlovens regler, i stedet for den offentlige ejendomsvurdering.