Sagsfremstilling:
Et institut har indbragt Finanstilsynets afgørelse om, at instituttet ved opgørelser efter bank- og sparekasselovens §§ 21 og 23 ikke må foretage en nettoopgørelse af koncernkonti med tilhørende koncerninterne mellemregningskonti, som bogføres af instituttet. Det fremgår af koncernkontoaftalen, at kontohaver alene er ét af koncernselskaberne. De øvrige koncernselskabers adgang til at trække på kontoen beror på en fuldmagt fra kontohaver, som er begrænset af størrelsen af koncernkontoens nettosaldo.
Afgørelse/begrundelse:
Ankenævnet udtaler, at uanset at koncernselskabernes indsættelser og hævninger sker under anvendelse af kontonummeret på det enkelte koncernselskabs mellemregningskonto, der føres i instituttet, må midlerne efter koncernkontoaftalen anses for indsat på og hævet på koncernkontoen.
Den omstændighed, at koncernselskaberne hver især – inden for omfanget af fuldmagten og koncernkontoens saldo – bevarer dispositionsadgangen over midler, som det enkelte selskab indsætter på koncernkontoen, kan give anledning til tvister mellem det kontohavende selskabs og de øvrige selskabers kreditorer om retten til saldoen på koncernkontoen.
Ankenævnet finder imidlertid ikke, at udformningen af instituttets koncernkontosystem indebærer, at der vil kunne rettes et større samlet krav mod instituttet end saldoen på koncernkontoen. Da instituttet i henhold til koncernaftalen ikke kan rette krav mod andre koncernselskaber end det kontohavende selskab, finder ankenævnet, at et koncernengagement i henhold til denne aftale kan opgøres som ét engagement i henhold til bank- og sparekasselovens §§ 21 og 23.