Sagsfremstilling:
I skrivelse af 16. august 1995 meddelte Finanstilsynet med henvisning til bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2 (efterfølgende § 53 a, stk. 1), at et pengeinstitut ikke må videregive oplysninger om reststørrelsen på en underliggende fordring, for hvilken et ejerpantebrev ligger til sikkerhed, medmindre debitor har givet samtykke til videregivelsen.
Finanstilsynet meddelte endvidere, at videregivelse ikke vil være uberettiget, jf. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2, i det omfang oplysninger er offentligt tilgængelige, eksempelvis gennem tilførsel til en fogedretsprotokol.
Med skrivelse af 3. oktober 1995 anmodede Finansrådet tilsynet om at revurdere sin afgørelse af 16. august 1995.
Finansrådet henviste i denne forbindelse blandt andet til, at afgørelsen afskærer efterstående panthavere/udlægshavere (indbrudspanthavere) fra helt legitime krav på at få kendskab til størrelsen af primærpanthaveres fordring på debitor. Der blev i den forbindelse henvist til Højesterets afgørelser, trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, side 566 og 569.
Afgørelse/Begrundelse:
Finanstilsynet meddelte, at videregivelse af oplysninger om primærpanthavers restfordring til en efterfølgende pant- eller udlægshaver, der på tidspunktet for videregivelse af oplysningen har stiftet pant eller foretaget udlæg, kan karakteriseres som berettiget videregivelse af oplysninger, jf. bank- og sparekasselovens § 54, stk. 2.
Dette indebærer blandt andet, at oplysning om den foranstående fordrings restgæld kan videregives til pant- eller udlægshaver uden debitors samtykke.