Ændringer i krav til store kreditinstitutters oplysninger om ESG-risici

04-06-2025

EBA har foreslået ændringer til, hvilke oplysninger de store kreditinstitutter skal offentliggøre om ESG-risici frem til ultimo 2026. Kravene bliver forenklet og harmoniseret.

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) offentliggjorde den 22. maj 2025 et høringspapir med forslag til ændringer i oplysningskravene (søjle III) for de finansielle virksomheder, der er omfattet af forpligtelserne til at offentliggøre oplysninger om ESG-risici iht. artikel 449a i kapitalkravsforordningen (CRR2).

Høringspapiret har til formål at forenkle oplysningskravene og sikre en harmoniseret tilgang på tværs af bæredygtighedsrapporteringen.

Ændringerne betyder, at de omfattede finansielle virksomheder ikke længere skal udfylde en række søjle III-skemaer relateret til blandt andet Green Asset Ratio (GAR). Det gælder allerede fra 2. kvartal 2025 og som minimum til og med 4. kvartal 2026. De øvrige oplysninger skal fortsat offentliggøres efter de eksisterende krav.

Det drejer sig om følgende skemaer, der ikke længere skal benyttes:

  • Skema 6 – Summary of GAR KPIs
  • Skema 7 – Mitigating actions: Assets for the calculation of GAR
  • Skema 8 – GAR (%)
  • Skema 9 – Mitigating actions: BTAR
  • Skema 10 – Other climate change mitigating actions that are not covered in the EU Taxonomy

Opdatering pr. 8 september 2025

EBA har derudover pr. 6. august 2025 offentliggjort et såkaldt no action letter med udgangspunkt i oplysningskravene om ESG-risici. Finanstilsynet tilslutter sig EBAs brev og vil følge dets anbefalinger.

På denne baggrund suppleres den tidligere udmelding med følgende:

De omfattede finansielle virksomheder kan undlade at offentliggøre to kolonner i følgende skemaer:

Skema 1 – Kolonne c “Of which environmentally sustainable (CCM)”

Skema 4 – Kolonne c “Of which environmentally sustainable (CCM)”

Brevet bekræfter desuden, at øvrige finansielle virksomheder, der for nyligt er blevet omfattet af artikel 449a i kapitalkravsforordningen (CRR3), kan undlade at offentliggøre de tilsvarende ESG-skabeloner under Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2024/3172. Suspensionen gælder som minimum frem til udgangen af 2026 og indtil der foreligger en endelig aftale om Omnibus-pakken, hvorefter EBA vil færdiggøre instruktionerne til ESG-skabelonerne.

Disse lempelser i CRR påvirker ikke ESG-relaterede oplysningskrav fastsat i anden lovgivning, herunder rapporteringen under artikel 8 af EU-taksonomien.

Link til EBAs no action letter

Senest opdateret 08-09-2025